UN SKUNK DE PIEU

UN SKUNK DE PIEU

Bidraget fra Max siger lidt om hvad de fjerntboende Jerupianere (Walter, Helle og Max) kan blive udsat for, når de vover sig ud i den omliggende vildmark.
I har vel ikke tabt lysten?

Af Max Hemmingsen, januar 98

Det var en kold og klar morgen. Klokken var 5.30 da Helle sparkede mig ude af sengen. Jeg tumlede ned af trapperne for at klæde mig på til den første morgenløbetur den uge. Satans til træner.

Nå, men alt gik planmæssigt og ca. 10 minutter efter var der blæst til afgang.
Helle løb frisk og frejdigt og jeg humpede af sted så selv “Klokkeren fra Notre Dame” ville være misundelig. Da man lige så godt kan forene det nyttige med det praktiske havde vi selvfølgelig hundene med på turen. Det er jo herligt for sådan nogle størrelser, at kunne få en ordentlig tur om morgenen.

Den sædvanlige morgentur går nordpå ud af Jerup og ind ad nogle småveje.
På et kort stykke af turen går vejen mellem nogle høje grantræer. Der er meget mørkt, skal jeg hilse at sige. Pludselig lød et SQUEEK, nærmest som en kat med en megafon, man træder på halen. Ingen af os kunne se, hvad der skete, men vi kunne høre hundenes poter trippe, og der lød et knur fra den ene. To-tre gange mere lød det fremmedartede SQUEEK, inden jeg nåede at kalde hundene på plads.

Da vi kom hen til det sted hvor episoden skete løb vi nærmest ind i en mur af rovdyrlugt. Det bemærkede jeg, og Helle sagde at det var nok en mink. Da vi var kommet 50 meter længere hen ad vejen lød igen det før omtalte SQUEEK, men nu denne gang kun ca. ½ meter fra Helles venstre ben. Hun skreg og stepdansede som en cowboy der prøver at undgå en kugleregn omkring benene, og jeg var ved at få et hjerteanfald af bare skræk. Pludselig kunne vi begge løbe lige så let som Wilson Kipketer, og efter ca. 200 meter var katastrofen afværget.

Der var bare en ting vi ikke kunne forstå, der lugtede stadig af den rådne mink.
Det viste sig at den havde affyret “kanonen” (duftkirtlen) lige i hovedet på Walter. Møghunden lugtede så vi aldrig troede på at han nogen sinde ville kunne sove i sengen igen. Deraf fik han tilnavnet “Un skunk de pieu”, som er stinkdyret fra tegnefilmene, der gør alle krumspring for at få hunkatten interesseret i sig.
Hvis der er en morale i historien må den være:
Hvis du hører et SQUEEK i nærheden, så tag din hund under armen og løb den modsatte vej.