TANKER FRA “GAMLE” OLE

TANKER FRA “GAMLE” OLE

Fra INFO nr.34, 17-07-1992Af Ole Bang

Lidt filosoferen omkring Göteborg Varvet

Den gamle redaktør, – eller bare den gamle – besværer sig voldsomt over den passivitet atletikklubbens medlemmer udviser når det gælder stof til Nyhedsbrevet.
Nu kommer vi jo ikke i klubben for at skrive artikler om vores personlige vejrtrækningsbesvær, ankelstivhed, løberknæ o.s.v. – for slet ikke at tale om vores achilleshæl, som jo dog er noget meget personligt.

Men for nu at være lidt imødekommende over for en tidligere habil løber, der åbenbart nu også trækkes med lidt gigt i skrivemaskinefingrene, så kunne det da være morsomt nok at filosofere lidt over det der med at løbe, som jo nok er det vi har mest tilfælles, selv om vi først og fremmest løber hver for sig.

Vore dages samfund byder på så meget fritid, at det næsten kan blive for meget, og vi må have noget at give os til i stedet for at skaffe føde, bygge huse, forsvare vores territorium og lave børn. Det vi helst vil beskæftige os med skal så være noget helt andet, men er det nu det?

Da vi også er en del af en kultur hvor navlebeskuelse (narcissisme) er en yndet beskæftigelse, hvad er så mere naturligt end at tage udgangspunkt i det gamle udsagn om “en sund sjæl i et sundt legeme”.
Altså der er ingen vej uden om, vi må afsted ud på landevejen for at jage efter den nok så eftertragtede evige ungdom, – fanger vi den ikke, ja så har vi da i hvert fald gjort det vi kunne, – men prisen vi må betale kan nemt vise sig at være det stik modsatte resultat nemlig nedslidning og invaliditet.

EGA står for Ensidigt Gentaget Arbejde og defineres som: et arbejde hvor den ansatte over længere tid hyppigt og ofte i et højt tempo udfører én eller få enkle arbejdsoperationer. Under arbejdets udførelse bruger den ansatte ofte kun en meget begrænset del af sin samlede færdighed, viden og kunnen. Arbejdet udføres i fastlåste arbejdsstillinger med ensidig brug af bestemte muskelgrupper.” Jeg bryder mig ikke om
at sætte ovenstående i forbindelse med mit løberi, som jo foregår helt frivilligt i fritiden,
men omvendt kan jeg ikke helt sige mig fri for, at tanken om det monotone i tilstanden har strejfet mig, når jeg i januar – februar måned har stridt mig ind ad Vrangbækvej i en nordøstlig kuling. – Men lad os nu lige holde fast i, at det er fordi, vi kan lide det, at vi gør det!
Det er selvfølgelig også sejt, når man er kommet hjem, at man har gjort det.

EGA defineres også som: Psykiske belastninger kan medvirke til øgede muskelspændinger og dermed hurtigere udtrætning.”
Det kender jeg! – Fænomenet opstår typisk i sidste halvdel af et løb, hvor man har sat forventningerne for højt, og så er kommet hjælpeløst bagud i tidsskemaet. Bare den fantasi-udfoldelse der finder sted er nok til, at tiden bliver endnu dårligere. Efter et sådant løb er det ikke engang en lettelse at komme i mål, for først skal man jo have overbevist alle andre om at der var alle disse grunde til at det gik som det gik (især gik), og at det i hvert fald ikke skyldtes, at man simpelthen ikke var bedre. – (Da vi jo som bekendt bliver yngre og yngre med tiden kan det naturligvis heller ikke skyldes alderen).

Inden jeg går hen og bliver alt for filosofisk over det der med at sammenligne indsatsen med arbejde, er det nok nødvendigt en gang for alle at slå fast, at for mit vedkommende er et godt løb ensbetydende med: godt vejr, god form, god rute, godt humør og lyst til at løbe og så selvfølgelig at løbe fra de fleste af jer andre. Det sidste element ved jeg, at vi er enige om, er det bedste af alt i løberens verden.
Jamen jeg er da medlem af klubben fordi jeg synes, at det er rart med lidt socialt samkvem, og hvis jeg så kan få alle de andre sidegevinster også, så er det jo bare helt fint. – Eller er virkeligheden den, at jeg kommer lige så meget for at lure på hvordan formen er hos jer andre, sådan at jeg ved hvor jeg skal sætte ind med lidt psykisk påvirkning for at øge mine egne chancer i det næste løb med målstreg og stopur.
Sådan en træningstur hvor man fornemmer, at muligheden for at løbe helt alene i spidsen af løbet, (ja altså ikke helt i spidsen) kan måske ovenikøbet fremme glæden ved at løbe sammen med andre? – Kommer vi bare for at vise os frem?

Redaktøren modtager sikkert med glæde alle indlæg angående ovenstående udsagn.

Men bortset fra det, så er det slet ikke så sjovt, på denne årstid at skulle i gang med at bygge formen op efter en sommer med ferielammelser og almindelig dovenskab der varede til langt ind i Oktober; men målet er sat, og det hedder “GøteborgsVarvet” den 17. Maj 1998, hvor fortryllelsen forhåbentligt udløses. – Jeg bliver nok nødt til at kalkulere med 1500 km EGA inden det kommer så vidt, og det kan nok behøve lidt trøst og opbakning undervejs, så vi ses garanteret på vejen her i vinter. Skulle en og anden have behov for at hævde sig lidt på min bekostning, så ved jeg hvorfor, og føler med vedkommende.

Hvorfor nu GøteborgsVarvet? – Jo fordi bortset fra at det er det mest veltilrettelagte løb, jeg nogensinde har deltaget i – det bliver 15. gang her i 1998 – så er der altså også lige det der med det sociale samkvem, og så trygheden ved det kendte.
Bortset fra forberedelserne med rigeligt at drikke og gå for tidligt i seng og ikke kunne sove, så starter løbet når “holdet” fra Frederikshavn mødes neden for færgen kl ca. 9.00. Kort efter afgang kommer de første patteflasker frem, og rundt omkring ses andre selskaber med patteflasker og sportstasker. Tværs af Hirsholmene er der så fuld gang i undskyldningerne for hvorfor det sikkert ikke går så godt i dag, – de rækker lige til ankomsten i Gøteborg, kun afbrudt madpakken og snakken om vejret, som desværre altid har været for koldt eller for varmt. ( Det er først på hjemturen at nogle enkelte synes at vejret har været rigtig godt, men så har de også sat personlig rekord).

Fra færgeterminalen går det med sporvogn til Slottsskogsvallen hvor startnumrene udleveres, og med godt 34.000 tilmeldte løbere kan det godt give lidt trængsel i hallen, men det er dog for intet at regne mod trængslen i startgrupperne, hvor det gælder om at komme i god tid, for at komme så langt frem som muligt. Der kan dog nok blive tid til at nyde omgivelserne og de nyudsprungne bøge som området er begunstiget af.
– Nogle dejlige store bøge som er gode at stå i “læ” af, – det er der så nogen der gør på alle 360 sider.
Vores supportere vil helst have at solen skinner ned på skråningerne hvor de ligger og supporter med al deres energi, medens vi andre løber rundt i Gøteborgs gader.

Starten går præcist klokken 15.00, og så er det med at komme hurtigt ned i første sving, hvor løberne klumper sig sammen, og farten sænkes. Det er faktisk lidt af en præstation at passere den første kilometer på 4 minutter, (især da hvis man aldrig har løbet så hurtigt før) også selv om man har stået allerforrest og holdt fast i startsnoren lige indtil starten.
Slangen af løbende mennesker snor sig op gennem Slottsskogen mellem tusindvis af tilskuere der hepper på dem de nu genkender. ( Et år var der hele vejen rundt nogle der råbte “spring Olle” – og det gav selvfølgelig ekstra kræfter). Mellem fire og fem kilometer passeres løbets højeste punkt: “Ælvsborgsbron” – 60 meter over havets overflade,
– det skulle jo nok være til at måle nogenlunde ud, selv for en svensker.
Fra 1997 er løbet lavet om, og er faktisk blevet noget lettere, idet der absolut ingen stigninger er fra 6,2 km til 13,2 km, hvor vi løber langs kajkanten ovre på “Hissingen”, men så kommer “Gøta Ælvbron” og minder om, at nu er de første to trediedele tilbagelagt. Over broen er der ingen tilskuere eller orkestre der spiller, og det gør det ekstra hårdt i den altid voldsomme modvind op ad broen, en vind der er helt sin egen, og nægter at ændre retning i forhold til resten af verden. Efter broen går løbet i en cirkel rundt og ind under broen, det er vel nok det nærmeste man kommer på en dødsspiral i levende live, men med kun seks kilometer tilbage er det til at se en ende på, – det er nu nedtællingen begynder: – “holder tidsskemaet?” – Det gør det som regel ikke, og hvis det gør, er det sikkert fordi man ikke længere er i stand til at holde styr på minutterne.
Nu er der plads til at løbe hvis man har været i første eller anden startgruppe, og så kan man ikke fordi trætheden er ved at melde sig. Det er gerne her omkring de 15 – 16 kilometer, at det over højttalere forkyndes, at vinderen er kommet i mål, og det er også gerne her omkring at en eller flere tjenere fra restauranterne byder på kølig svensk pils, – men ikke engang svenskerne, der ser ud til at være under ekstremt psykisk pres, tager imod tilbuddet Ved “Gøtaplatsen” er der svampestation, og så går det ned langs sporvognsskinnerne, – her står gøteborgerne virkelig tæt i mange rækker, –
til “Nya Allén”, og nu gælder det om selv på kølige dage at løbe i skyggen fra husene.
Det kunstneriske indtryk er sikkert også bedre her end ude i det skarpe afslørende sollys.
Den sidste kilometer, som gerne skal løbes på under tre minutter for at holde tiden, slutter af med et brat højresving, inden det går opad med en stigning, der som jeg husker det, anslået må være noget i retning af 20% – lige efter toppen på dette sidste bjerg et brat sving til venstre, og nu går det nedad i et alt for hurtigt tempo, – benene kan ikke rigtigt følge med og knæene bliver ikke strakt på noget tidspunkt. Indtil i år skulle man så over en til lejligheden fremstillet træbro, – på det tidspunkt hvor denne forhøjning passeredes var de fleste løbere på trods af strabadserne i fuld gang med at foretage en lille serie knæbøjninger.
Og så er vi inde på propfyldte stadion, nu er der ikke tid til at smile til fotograferne –
(det var her Kai Gori for nogle år siden krænkede blufærdigheden på det skammeligste, hvorfor han heller ikke modtog noget prøvefoto det år) – før man finder sin målsluse, afleverer sin stregkode (hvis man ikke har tabt den – Jens Gården), trykker på sit stopur og klasker fuldstændig sammen – Som om det ikke var nok, så modtager man på vej ud af stadion en banan og en tonstung medalje som belønning for at have gennemført.

Efter et forfriskende bad, i et lille baderum sammen med 200 andre, er man ikke særlig frisk, men har alligevel mod på at gå ned til færgen – på den første del af spadsereturen kan vi følge de sidste mange tusinde løbere på de sidste kilometer. (tidsgrænsen er tre timer og sidste startgruppe starter 15.42).
Sejladsen hjem bruges til at få noget at spise, og få genoprettet væskebalancen
(i år havde Claus arrangeret og bestilt bord, mon han gør det igen ?), og så til enten at fremhæve sine egne gode resultater, eller til at rode sig ind i nogle ret fantastiske teorier om hvorfor man ikke lige var det der minut eller to hurtigere. Det er som regel ikke gået helt naturligt til. – Det er dog yderst sjældent, at nogen har kunnet fremvise bare en ødelagt løbesko.

Når landgangen er passeret er man færdig med at stå, gå og løbe i kø for den dag, og hvis resultatet af løbet ikke var for godt, er man bestemt ikke i tvivl efter sejlturen, men som regel er der Limfjordsløb næste dag og det er der sandelig nogle af de mest hårdføre “Fakker” der også deltager i. God fornøjelse! siger jeg bare.

Ole Bang