SKADESRAMT SUPPORTER I SVERIGE

SKADESRAMT SUPPORTER I SVERIGE
Ole Bang har været på farten. Det har udmøntet sig i dette causeri, så alle der var i gang med at skrive om Göteborg Varvet, 1999, kan godt slappe af, men flere indlæg fra løbet (løbene) bliver naturligvis modtaget med glæde.
Vi har brug for flere artikler i forbindelse med løb I og eller vi har deltaget i.
Når I har læst artiklen forstår i hvorfor.

Af Ole Bang, maj 1999

Det var bestemt ikke med min gode vilje, at jeg blev nødt til at se i øjnene, at jeg ikke kunne deltage som løber i Gøteborgsvarvet i år, men så kunne jeg da deltage som supporter for de stadigt aktive i klubben, der er i stand til at løbe en halv marathon.
Det var også lidt underligt ikke at skulle pakke løbesko og -tøj fredag aften, – for slet ikke at tale om følelsen af ikke at have fyldt væske- og kulhydratdepoterne op til bristepunktet, – ja det kunne næsten give dårlig samvittighed, men til gengæld var nattesøvnen mere rolig end den ellers ville have været, hvis man skulle have løbet –
i det hele taget følte jeg mig rigtig opsat lørdag morgen.
På færgen kunne det tydeligt ses, at løbet har slået igennem også hos danskere –
det vrimler med mennesker i løbetøj og klubdragter fra forskellige byer, – mest markant var holdet fra Silkeborg der reklamerede for “bjergløbet” i nogle stærkt- orangefarvede bluser med grøn tekst. Ellers var det glædeligt at hilse på de gamle kendinge fra klubben, hvoraf Jørgen Nielsen kun mangler et af de indtil nu 20 Gøteborgsvarv (vist nok det første i 1980, da der kun var 1800 deltagere – kun 143 løbere havde indtil i år løbet alle løb) og Tage der har sin bedste tid i 1987 – 1:21:35, på klubplan vist nok kun overgået af Bo Porse som i 1986 løb med Erik Strøms nummer på brystet i tiden 1:13:14. –
Det bevirkede, at Erik de to følgende år måtte starte helt i front sammen med eliteløberne – det havde han det ikke så godt med, og lod sig hurtigt indhente af de forreste i gruppe A.

Med nutidens hurtigfærger er man hurtigt hinsidan, og der er god tid til at gå op til Slottsskogen, hvor der er nummer- og i år også chipuddeling.
Det bliver nu nemmere og nemmere at få en god tid i løbet, – i gamle dage da vi andre satte PR måtte vi gerne regne med at være 2 – 3 minutter om at komme over startstregen inden vi kunne begynde at zig-zagge os op gennem feltet blandt svenskere og nordmænd og andre egoister der kun tænkte på at komme først, og spærre vejen for os andre – jo den gang var der løbere til.
Efter at have gået og nydt lugten af kamfer og pebermynteolie, og have raget rigeligt til sig af de gratis tilbud af løbeblade og drikkeflasker, er det tid til at indtage supporterbakken under de nyudsprungne bøgetræer. Som altid skinner solen, og det er da heldigvis endnu ikke forbudt de svenske kvinder at smide tøjet og lade sig brune af solen.

Optakten til løbet er i fuld gang, og løbsspeakeren fortæller en masse på svensk, og taler med nogle af de tidligere vindere af løbet. (Eller er det bare en tidligere løber der står og advarer om faren for at pådrage sig en anstrengelsesastma ved overdreven brug af motionsløberi på højt plan). – Ovre på den anden side er man ved at blæse en stor ballon op, mens ungerne får udleveret de små balloner som vi alle kender, og som flyver fra dem lige så hurtigt igen. – Der ligger nogle løbere i græsset ved siden af, og følger en af de løsslupne balloner med øjnene indtil de ikke længere kan se den, og måske drømmer de med udsigt til det forestående løb om at være en lille Niels Holgersen i enden af en ballon, og se det hele sådan lidt fra oven. – Ballonerne stiger næsten lodret op og lover vindstille på ruten.

Klokken 15:40 begiver jeg mig ud på ruten for at heppe på dem jeg genkender i flokken når de kommer farende i deres eget stærkt overvurderede hæsblæsende udgangstempo ude ved 19 km-mærket, som står 2 km fra start – så kan man altid se hvor langt man har tilbage, hvis man lægger 95 meter til. – Det er min erfaring, at det kan knibe med at holde styr på hvor langt man har løbet – på hvilken gennemsnitstid, – og ligger de 95 meter nu på den første kilometer, eller kommer de på den sidste eller??? – Om ikke andet så har man den første undskyldning for at have lagt for hårdt ud, og ikke kunne holde farten hele vejen hjem.

Op gennem skoven mærker jeg den gode stemning blandt det talstærke publikum, som for længst har taget opstilling langs ruten, og henne ved Sældammen tager jeg mig for første gang tid til at kigge til sælerne, som ikke skal nogle steder så længe der er sild nok i dyrepasserens spand.
Stigningen det sidste stykke ud af skoven virker temmelig anstrengende, – som jeg husker det – og jeg forsøger at glæde mig lidt over, at jeg ikke skal løbe turen, der på dette tidspunkt fortsætter 20 km mere.

Oppe mellem de typiske svenske træhuse på Slottsskogsgatan er der helt stille, og her *og der kan man se folk gøre klar til at indtage tilskuerens rolle i vindueskarme og døråbninger. Trafikken er for længst stoppet og gaden spærret af – en enkelt bil står parkeret ved fortovskanten med en hilsen og et girokort i klemme i vinduesviskeren. Langs gaden har mange mennesker taget opstilling, og de kigger nu ned mod skoven, hvorfra man snart kan forvente de første løbere, – klokken er 14:58 og jeg bliver næsten forskrækket da det skratter i politiradioen på motorcyklen der står parkeret i krydset ved Godhemsgatan.

Klokken 15:02 er jeg oppe ved Mariaplan hvor jeg tager opstilling for at se når de første løbere drejer om hjørnet henne ved 19 km-skiltet.

Det bliver ikke nogen lang ventetid. – Klokken 15:05:06 dukker de syv første løbere op, passerer hurtigt og tilsyneladende ubesværet og forsvinder ned ad Ælvsborgsgatan, men nu følger der flere løbere, og så dukker de første fra gruppe 1A op, og blandt dem Frede fra Strandby, – “han ser godt ud” – en vending man roligt kan bruge blandt løbere og andre sportsfolk uden at blive misforstået, – jeg nøjes dog med at råbe til ham, at “det ser godt ud!” Frede ser lidt mere anstrengt ud end de første løbere der snart må være ude på 3 km. Kort efter dukker Freddy op, og han er ikke til at overse, da han som sædvanlig er den i det 30.000 mand store felt der har lagt mest for hårdt ud, men også han er i stand til at vinke og skære tænder, – inden han er ude af syne kommer Olav roligt løbende i sine nye sko, og man kan rigtig se hvordan han nyder at have lagt stille og roligt ud, – det varer da heller ikke længe inden han overhaler Freddy.
Den sidste jeg får øje på inden hele gaden lukkes af løbere er Tage, – han ser til gengæld ikke mig, selv om jeg råber noget opildnende til ham. – På Gøteborgsvarvets hjemmeside kan man se, at der har været en afstemning om hvilken sang der passer bedst til situationen, og for mig mindede Tage mest om Bruce Springsteens “Tougher Than the Rest” !

Nu er gaden helt fuld af løbere fra gruppe 1B, og de begynder at passere bag om mig på fortovet også, gaden er bred nok i et par minutter, men så begynder det at tynde ud i flokken, og jeg begynder at gå tilbage mod skoven, og bliver overvældet af synet da jeg ser de forreste af de 5.000 løbere i gruppe 2 dukke op nede fra bakken og fylde hele gaden ud medens de er ved at opsluge de sidste i gruppe 1B.
Først dukker hovederne de første hoveder op, og så flere hoveder, – de forreste ligesom gror op af asfalten og bliver flere og flere indtil de dominerer synsfeltet totalt. Hvis ikke man er klar over hvad de har gang i kan sikkert få sig en slem forskrækkelse, men det hele går meget fredeligt til og til forskel fra de store slagscener i diverse ridderfilm, har dette fodfolk ingen våben med. Imponerende!
Der er ikke meget spredning i feltet, og det er med at finde et sikkert sted når de drøner forbi. Bortset fra lyden af de 10.000 fødder hører man kun publikums klappen, og et enkelt tilråb her og der, og snart er gruppe 2 også forbi.
Nede i skoven kommer de første fra gruppe 3, og nu er feltet trukket længere ud, så man må formode, at de fleste supermotionister har passeret, og de sidste befinder sig her i gruppe 3 sammen med de mere normale motionister, som kun gør det her den ene gang om året. Det tager lang tid inden feltet igen tynder ud, og jeg kan komme videre – jeg skal snart til at skynde mig for at nå tilbage for at se vinderen løbe i mål, og det er stadig kun de første 16.000 der har passeret den første kilometer.
Klokken er 15:25 og gruppe 4 der er startet kl. 15:22 nærmer sig.

Bortset fra de løbere der bevidst har valgt at skille sig ud ved at løbe med en øl på en bakke eller har iført sig en anderledes løbedragt med vinger på ryggen, eller hvad ved jeg, møder jeg nu også nogle løbere – hvoraf et par stykker går – som ubevidst skiller sig ud. Det er åbenbart nogle mennesker som på grund af en eller anden vildfarelse er havnet her i feltet med et fem-cifret nummer på brystet. For disse deltagere betyder sluttiden sikkert ikke meget. – En enkelt løber tydeligvis og filosoferer over sin egen situation, så det er bare med at undvige for ikke at blive ramt af hans aggressive kropssprog, – måske undrer han sig bare lige som jeg over hvorfor man har malet tre blå 21,095 kilometer lange streger på ruten, i stedet for kun én. – Forklaringen som jeg får senere, er at det er Adidas der er løbets hovedsponsor, og så er tre streger ikke én for meget. – Hvor stor reklameværdi har det mon for de 4.800 løbere der befinder sig i midten af hver gruppe?
Den allersidste løber i gruppen må finde sig i at der bliver råbt: “Rycka till nu, det er bara 2 mil kvar”! – og lignede tarvelige og demotiverende tilråb, som man ærgrer sig over, at man ikke selv har fundet på.

Tilbage i det første sving efter starten, møder jeg klokken 15:57 sidste løber, som er ca. 300 meter efter næstsidste løber, men publikum ænser ham ikke, for der er meldinger om, at den første løber har passeret 19 km, og forventes i mål om fem minutter.
Opløbsstrækningen er tæt besat med tilskuere på begge sider, og man spejder nu efter den første mand i mål, lidt efter kan vi høre at der klappes og hujes oppe på bakken, – og så kommer han, – en lille mand med nogle lange ben, – han har på den mest overlegne måde har taget startnummeret på ryggen, i sikker forvisning om, at det ikke ville være særligt oplysende for konkurrenterne, hvis det sad på brystet, – det er nummer 10, som dækker hele ryggen, – hvis han havde haft løbets højeste nummer 36931, ville man kunne komme i tvivl om det var nummer 31 forfra eller 693 bagfra, der lige fes forbi med 20 km/t, – men det må være lidt af et pres for ham, altid at skulle holde sig blandt de 10 forreste. Vinderen som hedder noget i retning af Rapid Bensalem, gjorde det på 1:02:18 – ganske godt gået som man siger, og selv en herværende invalideløber må vel indrømme at der krudt i den knægt, – nummer 2 var knapt 30 sek. efter på 1:02:45, eller 1 minut og 1 sekund fra løbsrekorden, som blev sat i 1997. Hurtigste danske kvinde var Anne-Marie Simonsen fra Aalborg i tiden 1:23:47.
Ellers kan det konstateres, at Martin Rappe “kun” blev nummer 28 på trods af navnet. – Interessant er det måske også for nogle, at nummer 39 var Bjørn Dæhli på 1:12:471.
– Og så kom Frede, som havde løbet så hurtigt, at han som den eneste nåede den tidlige færge hjem. – Efter Frede blev tilstrømningen til målsluserne så kraftig, at det var umuligt at få øje på nogen fra vores klub, og derfor var det heller ikke spor overraskende at Claus, som havde styr på færgebilletter, tider og rejsedeltagere igen i år, fik øje på mig. Nu var han lidt svær at kende, der på vej op ad den sidste bakke, og totalforandret fra før løbet. I denne fase af løbet kan man som tilskuer godt få den fornemmelse, at alle løberne smiler til sig, og det kunne da også sagtens passe med udsigt til en snarlig afslutning på pinslerne, men ved nærmere eftersyn er det tydeligt, at disse mennesker ikke kan smile. – Der kan efter dette ikke være tvivl om at Claus giver sig fuldt ud når han deltager i løb, og han lignede en der trak hele resten af feltet de sidste trælse meter i mål.

Efterhånden dukker alle løberne fra vores selskab op, og vi kan begynde turen hjem gennem Gøteborg, – det er stadig varmt nok til T-shirt uden noget, men i det fjerne er det begyndt at trække op til noget andet vejr.
På færgen er der som regel et par løbere der er lidt utilpasse efter anstrengelserne, men som supporter har man bare lyst til noget fast føde og nogle elefantøller – de ligger godt i maven´, så hjemturen går som den plejer, og i Frederikshavn er det ikke nok med en T-shirt til at tage det regn og rusk der varsler vinterens tilbagekomst, eller noget i den retning, – men en dejlig forårsdag i Gøteborg er der ingen der kan tage fra os, og som ikke-løber var det alligevel selve løbet der var den store oplevelse, men mon ikke jeg skulle se at komme i gang igen, og se om ikke jeg kan forbedre min bedste tid bare med et par enkelte minutter næste år, – der var for øvrigt også en enkelt kørestolsracer i feltet kommer jeg, uvist af hvilken grund, lige i tanker om.

Resultatlisten fra løbet kan hele det næste års tid ses på: www.goteborgsvarvet.com – her kan du også læse mere om løbet, og om hvordan du tilmelder dig, hvis du skulle have fået lyst til at deltage, – supportere skal ikke tilmeldes!
God sommer!
Ole Bang

1 Bjørn Dæhli blev nr. 39 i tiden 1.12,46