ROTTERDAM MARATHON, 1997

ROTTERDAM MARATHON, 1997

Se, det var et marathon

Af Willy og Lars
Uha uha endelig hjemme igen, dette er både første, sidste og eneste gang jeg lader nogen, som jeg ikke kender, arrangere en tur til et marathon så langt væk.
Dette var så indledningen til en, tror jeg nok, både for Lars og mig “uforglemmelig” tur til Rotterdam.

Engang i vinterens løb fik vi i FAK 66 en invitiation, fra motionsklubben AMOK i Ålborg, til at deltage i en tur til Rotterdam marathon. Lars og jeg selv sagde hunden, besluttede os til at takke ja, og gik i skarp træning. Efter mange genvordigheder, det være sig både med lange kolde og våde ture, med forkølelser, halsbetændelse og den virus som har ramt næsten alle og enhver, følte vi, at nu var vi endelig ved at være i form, da Lars så igen (det lille pus) løb ind i en halsbetændelse, som han så måtte tage med til Rotterdam.
Fredag den 18 april kl. 13,37 startede vi så i godt humør, toget kørte præcis, og vi var på vej til Ålborg, hvor vi skulle støde til gruppen fra AMOK. Vel ankommen til Ålborg, gik vi i god tid over til rutebilstationen, hvor vi blev vel modtaget af Amok’s marathon deltagere. Man kunne måske allerede den gang, have fået en lille bange anelse, men hvorfor skulle man det, vi var dog trods alt fulde af forventninger, men bussen var over tre kvater forsinket, afgangen var sat til 15,45, men blev omkring halv fem, fordi chaufføren ikke kunne finde ind til Ålborg busstation !!!
Nå, men afsted kom vi, med kurs mod rastepladsen ved gudenåen, hvor vi skulle have to nye chauffører ombord, som så skulle køre os til Rotterdam, med en omvej af Esbjerg, hvor nogle fra Fanø skulle støde til. Men her gik det galt igen, for i stedet for at tage den nærmeste vej, som de måske ikke kendte, tog de en noget længere, hvilket en af deltagerne fra Ålborg, ved navn Benny, med rette gjorde dem opmærksom på.
Efter Esbjerg satte vi kursen mod grænsen, hvor vi fik handlet lidt, derfra til en rasteplads nede i Tyskland, hvor vi mødtes med en bus fra København, som havde nogle, der også skulle til Rotterdam. Der blev bussen så lavet om til en såkaldet natbus, klokken var nu, så vidt jeg husker, omkring en time efter midnat. Til køjs kom vi, men selv om vi fik sovet, for det gjorde vi dog trods alt, så var det med mange afbrydelser, de tyske veje er absolut ikke lydløse, og to mand ved siden af hinanden i to vandretliggende sæder, er selvfølgelig ikke det bedste natteleje to nætter før et marathon.

Men vi ankom dog til Rotterdam omkring halv syv i rimelig godt humør, men det må jeg sige, kom hurtigt ned på nul grader, for da vi var kommet ombord på den kanalbåd, som skulle udgøre vores flydende hotel, blev vi i nedgangen til kahytterne, mødt med den besked, af ja hvad skal vi kalde hende, “Skipperkonen”, som var den der stod for den daglige drift, at vi kunne komme igen klokken halv elleve. Der stod vi så, trætte, ville gerne have været i køjen til en lille lur, men det kunne så ikke lade sig gøre, så det var bare af sted igen, men vi skulle selvfølgelig også have noget morgenmad, så det spiste vi på central banegården. Da vi klokken halv elleve vendte tilbage, fik vi en kort orientering om, hvad vi måtte og ikke måtte, og så var det ellers ned og se dyner. Men inden da, og der må jeg inskyde, viste Jan sig som en virkelig kammerat, han samlede de kort sammen, som vi skulle bruge for at få udleveret vores startnummer, T-shirt og forskellige andre ting, og med dem i hånden drog han fra Amsterdam til Rotterdam, en togrejse på over en time frem og tilbage, som han så sparede os for. Det var virkeligt et smukt træk.
Vi i kahyt nummer seks, beboerne i hver kahyt havde fået tildelt et navn, havde fået navnet “eliten”, et navn som forpligtede, må jeg nok sige. Eliteholdets døbte navne var: Leif, som var holdets kaptajn med den svære opgave at holde styr på os. Holdets benjamin Ference (Frants), som havde sat sig selv den svære opgave, at slå sin træners tid på 2.54.50 eller der omkring og gjorde det med bravur, i tiden 2.53.23, en fin personlig rekord, da hans gamle tid var noget over 3 timer. Da turens arrangør vidste, at vi fra FAK 66 er nogle seriøse mennesker, havde man selvfølgelig placeret os sammen med to andre ligesindede, så Lars og jeg var kommet i godt selskab.

Næste dag var så dagen, søndag den 20 april, dagen vi alle havde arbejdet hårdt for, dagen som helst skulle blive en succes, Rotterdam marathon. De som ikke var vågne, blev purret, for nu at blive i sømandssproget, klokken halv otte. Derefter indtog vi så morgenmad af forskelligt karakter og diminsioner, vi er jo forskellige, og derefter toget til Rotterdam.

Stationen i Rotterdam, stedet hvor vi klædte om og skulle have et dejligt varmt brusebad efter løbet, lå umiddelbart i nærheden af start og mål, så det kunne ikke være bedre. Stedet hvor vi klædte om, var en høj bygning, vi blev placeret på syvende etage, men mere om det senere. Præcis klokken 12 gik starten, efter en for Lars, Frantz og jeg selv lidt kaotisk periode, vi var alle tre placeret i startgruppe C, og vi kom selvfølgelig over på venstre side, hvor A og B var ,så vi måtte tilbage og over på den anden side. Men starten gik, og alle kom godt af sted, jeg havde på forhånd lagt mig fast på en kilometer tid på fire minutter, som jeg så håbede, kunne holde det meste af vejen hjem, da jeg ikke rigtig viste hvordan min form, var så tidligt på året. Vejret, som både var godt og dårligt, var koldt (6-8 grader), der var sol ja, men der var også en frisk vind, som kølede os godt af, når vi kom i skyggen. Jeg må, når jeg taler for mig selv, sige, at løbet gik godt, ud til 32 kilometer holdt jeg min tid på fire minutter, men derefter gik det lidt ned af bakke, så at jeg ved 35 km., var 47 sek. efter tidsplanen, og ved mål 3.20 min. så min sluttid blev 2.51.59.

Lars som havde haft en lang periode med forkølelse, og var blevet rask, fik sig 14 dage før start en gang halsbetændelse, som resulterede i at skovsneglene susede op og ned i halsrøret, så det var ikke den bedste optakt for ham, og det havde selvfølgelig, både på det fysiske, men så sandelig også på det psykiske, betydning for hans løb. Derfor må jeg , selv om Lars var meget skuffet over sin sluttid, sige, at tiden 3.35.? selvfølgelig ikke med den form han var i, havde været tilfredsstillende, hvis han havde været rask, men det var han jo ikke. Men jeg må også sige, at Lars viste moral af megen høj klasse, da han ved 9 km. begyndte at få ondt i maven, fortsatte til 15 km. vaklede lidt frem og tilbage, og løb så vidre til 25 km mærket hvor han sagde : “IKKE MERE” , Men alligevel efter at have sundet sig lidt, løb vidre og kom i MÅL.

Ruten er selvfølgelig en hurtig rute, der taler tiderne jo for sig selv, men den er ikke en pind lettere eller fladere end f.eks. Berlin.
Der er sat verdensrekord, javel, tilbage i 1988, men ser man på de sidste år, er det kun ganske få sekunder der adskiller Boston, Rotterdam og Berlin. Når man ser på profilen af ruten, er der to stigninger, der falder en i øjnene, og det begge gange turen over Erasmusbrug. Første gang er kort efter start, hvor ruten stiger fra nul til knap tyve meter over en strækning på to km., næste gang er fra 16 til 23 km. hvor den stiger fra minus fem til plus knap tyve, og det fremkommer selvfølgelig ved , at meget af Holland ligger under havets overflade.
Nu må man ikke få den opfattelse, at jeg ikke bryder mig om at løbe Rotterdam marathon, for det gør jeg. Det var et godt løb med en masse medlevende tilskuere, og når jeg siger mange, så var der virkelig mange. Med hensyn til depoter var det som alle andre steder, når det er koldt. Vandet og en energidrikken var for koldt, men efter tyve km kunne man få lunken the, så det lunede.

Da jeg kom i mål, blev jeg mødt af en ung pige, som overrakte mig en konvolut, der fortalte at jeg var blevet nummer tre i min aldersklasse. Der stod også, at man gerne ville se mig, til en sejrsceremoni i City Hall. Så da jeg var blevet vasket ?, “her er det syvende etage kommer ind i billedet igen”, for når de brugte vand i de underliggende etager, kunne de ikke presse vandet op på syvende, og det opdagede jeg ikke før, jeg havde sæbet hår og krop ind, så da var jeg lige ved at blive hidsig. Men skyllet blev jeg, og over på City Hall kom jeg.
Der fik jeg overrakt, af en køn ung kvinde, en pokal og en buket blomster, medens der blev taget billeder. Medens jeg stod og fik mig et glas cola, man er vel seriøs, kom der en mand hen og fortalte, at der også var en pengepræmie, så han behøvede min bank’s navn og mit kontonummer. Hvormeget det er, ved jeg i skrivende stund ikke, da jeg ikke har modtaget dem endnu.
Jeg glemte selvfølgelig i bar befippelse at spørge.
Efter alle var kommet i mål, og var blevet vasket ? tog vi tilbage til Amsterdam, hvorefter alle i samlet flok drog ud for at spise, en af Ålborg folkene havde i forvejen bestilt mad og plads til os.
Lars og jeg blev der ikke særlig længe, vi var, tror jeg nok, begge to noget trætte og havde mest lyst til at se dyner. Men også fordi vi vidste, at næste dag ville blive en hård dag. Det var nemlig sådan, at da vi lørdag formiddag blev instrueret af “Skipperkonen”, fik en noget, må jeg nok sige, kedelig meddelelse, og det var, at vi ville blive vækket til morgenmad klokken seks!!!!! så efter jeg havde fået ringet hjem til Jette, var det bare om bord og til køjs. Der gik forresten kun ganske kort tid, inden resten af eliten indfandt sig.

Næste morgen efter morgenmaden og efter vi havde fået vores bagage til opbevaring på en anden båd, begav vi os så ud på en femten timers slåen ihjel tiden tur, og det er nu noget af en opgave, når man ikke sådan lige er bestemt på det. Så hvorfor nu det, jo bussen ville først komme klokken toogtyve. Men jeg syntes nu, at vi klarede det ganske godt.
Vi startede med at drikke kaffe i jernbaneresturanten, hvor vi snakkede om, hvad vi skulle foretage os de mange timer. Nogle ville på rundfart, og derefter med en bus, men det havde Lars og jeg selv ikke lyst til, så vi besluttede os til at drive rundt i byen. Vejret var heldigvis med os, så resten af dagen vandrede vi }syren~ ud af benene.
Man tror måske, at det var en kedelig måde at tilbringe dagen på, men det var det nu ikke.
Der sker en fantastisk masse, når man sådan vandrer rundt, kanaltrafik af en hver art, som vi fik megen tid til at gå med at se på, de mange mærkelige huse i Amsterdam, de listige gader hvor damerne sad til parade,og så menneskerne, for som Lars sagde:
Der er nu noget ved en storby, som man ikke finder andre steder, og det er, at man tør leve moden helt ud, og det gjorde de sku. Der var virkelig påklædninger af en hver slags, det er ikke så let at forklare, men ihvertfald tilbragte vi med fornøjelse en stor del af tiden, med at betragte de mange forskellige mennesker som gik eller kørte forbi. Alt imedens vi nu slaskede rundt, gled der et betragteligt antal cola’er ned, (det er jo godt for væske og sukker balancen), SÅ en bænk, en cola og solen der skinnede en i ansigtet, er nu ikke det værste man har.

Men endelig blev klokken omkring enogtyve, hvor vi havde aftalt at mødes med de andre nede ved båden med bagagen.
Derefter hen til hvor bussen skulle afhente os, og klokken toogtyve blev der spejdet med stor længsel, men ak og ve igen forsinket, hvor længe kan jeg ikke huske, men en halv time klarede det ikke, men endelig kom den. Jeg ved ikke om disse buschauffører, er nogle specielle mennesker, eller om det er fordi vi var trætte, men de gjorde sig ret hurtigt upopulærer hos nogle af os, det er måske forkert at sige de, når det i virkeligheden kun var den ene jeg hørte.
Men her fik vi os en anden ubehagelig overraskelse, og det var dog ikke chaufførenes skyld, men selvfølgelig ene og alene Benn’s Rejser der var skyld i det, men det var selvfølgelig chaufføren, der måtte stå for skud. For hvem stod og skulle med hjem, Fanøboerne,så det vil sige, at vi skulle en tur rundt Esbjerg på vej hjem, og det må jeg sige, at det var vi sku ikke særlig glade for. Som et kuriosum kan jeg nævne, at Lars og en af damerne fra Ålborg blev smidt ud af bussen, inden vi kom af sted.
Cirka 1-2 timer efter afgang blev bussen atter lavet om til natbus, og da var jeg simpeltnen så udmattet, at da jeg endelig faldt i søvn, trods Lars’s snorken, sov jeg som en død. Det er nu mærkeligt med Lars,han ved ganske bestemt, at han ikke snorker, for da vi sov ombord i båden, og Leif og Ference spurgte ham, hvordan han kunne holde sin egen snorken ud, hvad sagde han så ? Det må have været Willy. Men så var det nu godt, at de kunne fortælle ham, at Willy lå i overkøjen og den snorkende i underkøjen.

Da jeg vågnede, var vi i Frederica, hvor dem fra “Bondebyen” skulle sættes af, derefter en lille omvej for at drikke morgenkaffe inden kursen blev sat mod Esbjerg. Efter Esbjerg havde vi en forholdsvis rolig tur til Ålborg, hvor vi ankom cirka klokken fjorten. Efter et pænt farvel til de brave og alt i alt flinke Ålborgensere, tog vi, og der var vi heldige, toget treogtyve minutter over fjorten.
Fem kvarter senere var vi Frederikshavn og kunne sige, at nok var det en dejlig tur, men også en besværlig, som selvfølgelig ville have forløbet helt anderledes, hvis man kunne have fyldt en bus med ene løbere.
Nok til Rotterdam igen, men ikke med et blandet rejseselskab. For løbet var der nu ikke noget i vejen med, for selv om Berlin!!!!!!!!!!!!!!!!!

Med sportslig hilsen og håb om en god sommer på løberfronten

Lars og Willy