Ølmilen

Udgaven af årets “mest populære” løb i FAK 66 fandt sted lørdag den 17 juli 1999 hos Lene og Preben, som med sædvanlig opfindsomhed gjorde det til en dejlig dag, synd ikke flere kunne deltage, men det var jo lige i den såkaldte industriferie, og hvem havde også glemt, at De ville sidde på Mallorca lørdag den 10 juli, dagen som De selv havde bestemt som løbsdag.

Vi mødtes altså i dejlig solskin, lørdag eftermiddag kl. 16 på Flade Engvej, Vi, det vil sige Ida og Jørgen, Helle og Max, Pia og Ole, Gitte og Jørgen ” bager “, Tage, plus Jette og påhæng, i det efterfølgende kaldet Willy, med værtsparret Lene og Preben, samt Rune og en kammerat til Rune. Efter velkomst, hvor Preben af en eller anden grund advarede de andre om at holde Willy langt væk fra øllet?, blev vi instrueret om hvor løbet skulle foregå. Efter instruktion begav vi os, de som kunne løbe eller skulle, i samlet flok ad Flade Engvej til en lille skov/lund nede ved Rønnerne. Rønnerne er til orientering for de som ikke ved det, der hvor Rønnehavnen mærkværdigvis nok er placeret og hvor campingpladsen ligger.

Nu tror de uindviede selvfølgelig, at i dette meget specielle løb drejer det sig om, at drikke så meget øl som muligt, men der tager man skam helt fejl, for nok vil vi have vores part af det øl der bliver serveret, men vi vil så sandelig også vinde, vi er vel seriøse! Derfor vil jeg lige give en kort orientering, til glæde for de som ikke har oplevet Ølmilen. Ølmilen kan foregå på en ottetalslignende rute, en rundstrækning eller en frem og tilbagestrækning, det vigtigste er, at man altid vender tilbage til ølbordet, for der at modtage sin velfortjente belønning, for pigernes vedkomme en tredjedel af en øl og for mændene, som i dette tilfælde af en eller anden grund bliver tilgodeset med en halv øl, hvorefter man fortsætter løbet indtil man har løbet 7.532,48 m., hvilket svarer til 1 dansk mil., = ca. 3 – 3,5 øl.

Da vi ankom til stedet, hvor bordet skulle placeres, mente Preben at Lene skulle tage os med på en prøvetur, da ruten efter hans udsagn kunne være noget problematisk, jeg tror han skulle “prøvesmage” øllet, men af sted kom vi. Bedst som nu vi løb der stille og roligt, Jørgen og jeg bagerst, satte Jette og Helle sig ned, men hvad de lavede kunne jeg ikke se, men derom senere. Det var en dejlig varieret rute, udelukkende på skov- og græsbund, undtaget sidste omgang hvor vi løb et lille stykke på asfalt, flad, men med en lille stigning op til kanonmuseet. Da vi kom tilbage til Preben og ølbordet, blev der trukket lod om, med hvem vi skulle løbe sammen med. Vi var 10, altså 5 hold, som kom til at bestå af Lene og Tage, Ida og Max, Helle og Willy, Pia og Jørgen B og Jette og Jørgen Larsen, jeg tror nok, at det også var start rækkefølgen. Og så fik vi til sidst at vide, at der på sidste omgang var indlagt en lille opgave som skulle løses.

Løbet blev sat i gang, løberne af sted med tre minutters intervaller, Preben som tidtager og Gitte som protokolfører og Ole som ølopskænker og fotograf, jo der var styr på tingene, og så gik det over stork og sten. Da Helle og jeg blev sendt af sted, fandt vi hurtigt ind i en god rytme, som vi var sikker på vi kunne holde hele vejen hjem, i modsætning til visse andre, som vistnok gik lidt kold på det sidste. Og så er det vi kommer til det med Jette og Helle, og hvad de lavede på prøveturen. Da nu Helle og jeg havde løbet ca. en tredje del af ruten, og kom dertil hvor de to havde siddet og lavet hvad ved jeg, fik jeg syn for sagen, en stor stak som de måtte have været to om at lave, lå lige nøjagtig hvor de havde siddet, Helle påstod godt nok at det var fra en hest, men hvorfor i alverden skulle en hest have lagt sine efterladenskaber lige nøjagtig der? Da vi kom tilbage til ølbordet, havde tørsten meldt sig, (Preben var streng før løbet, ingen øl), så det var dejligt at få et glas med en halv kold øl i, ogsåHelle så ud til at nyde det i fulde drag. Og så af sted igen, vi var godt nok faldet lidt tilbage, efter vi havde løbet en tredje del af distancen, men derefter åd vi stille og roligt ind til den tredje plads, som vi havde da vi startede, som sagt var der nogle der gik kolde til slut.

Opgaven som vi skulle løse på sidste omgang, var en meget behagelig overraskelse.
Før vi løb ud på omgangen fik vi stukket en lille plasticpose i hånden, indeholdende et pengebeløb, hvormed vi i den nærmeste iskiosk skulle købe et kræmmerhus med et vist antal kugler og dejligt guf. Og Preben´s ord var: Jeg vil virkelig kunne se I har spist is og guf. Og jeg tror nok, at ordren blev efterlevet.

Efter at alle var kommet i mål og oprydning som også inkluderede nedtagning af “vejviserbånd”, korrekt afstemning af tiderne mellem tidtager og protokolfører, fik vi os
en ekstra øl, alt imedens at fotografen forevige situationen, husk på vi havde ydet meget og væskebalancen var lav, så den måtte selvfølgelig genoprettes. Derefter begav vi os tilbage til Flade Engvej, hvor et dejligt bad ventede os.

Efter bad og omklædning blev borde og stole stillet op dekoreret med druer og humle,
der var forklædt som flasker af forskellige slags. Men men men knapt havde vi fået tallerkener, bestik og diverse glas på bordet før det begyndte at dryppe, men Preben havde, eller mon det var Lene, været forudseende og havde fejet og gjort klart i et halvåbent rum for enden af værkstedet, så i løbet af et kort øjeblik var alt flyttet, og over begge grill var parasolen stillet op, så pølser, spare-ribs og små sammensnoede stykker skinke/kød led ingen skade, men smagte vidunderligt sammen med diverse grønsager og kartoffelsalat. Desserten bestod af marengsbund med jordbær og pisket fløde, det var bare uhm uhm. Derefter var der kaffe og tror jeg nok småkager, for hvem der nu ville have det.

Da nu den kulinariske del af Ølmilen var over, i hvert fald den “faste”, var vi kommet til den meget spændende del, som bestod i hvem der havde vundet Ølmilen. Preben og
hans protokolfører bad om stilhed og proklamerede, at for første gang i Ølmilen´s historie, havde to hold løbet på akkurat samme tid, så der måtte foretages lodtrækning (da de nok ikke var tjenlig til at løbe om). Lodtrækningen blev foretaget, og resultatet blev, at Ida og Max blev udråbt som vindere, (selv om Lene knurrede over, at hun ikke nåede op til lodtrækningen), de eftertragtede pokaler blev overrakt, og festen fortsatte til et eller andet tidspunkt. Så med Max`s glade ansigt i erindring da han fik overrakt mandepokalen, vil jeg slutte denne lille beretning, med håb om, at det har givet andre lyst til at deltage.

Næste udgave af Ølmilen, der også bliver den første i det nye årtusind, afholdes hos Jette og Willy på Gl. Kongevej.