Marathon på Grønland

MARATHON PÅ GRØNLAND

Else beretter om den fantastiske oplevelse,
det var, at deltage i ‘Polar Circkle Marathon’

THE POLAR CIRCLE MARATHON GRØNLAND
8. september 2002

Af Else Stellan Jensen
Jeg valgte dette ekstreme marathonløb p.g.a. dets omtale: Det er ikke en rejse til et marathonløb, men en ferierejse med et marathonløb – og så var vi (Niels Erik og jeg) også nysgerrig efter at opleve noget af Grønlands storslået natur, så derfor kombinerede vi turen med et firedags krydstogt til Diskobugten.
Det var for øvrigt kun anden gang løbet faldt sted.Fredag den 6.09.02 fløj vi til Sdr. Strømfjord i Grønland – selve byen var ikke noget særligt, den minde om en ”containerby” , så det var godt, at vi ikke skulle være her så mange dage.
Om aftenen var der grillfest ved Old Camp (vandrehjemmet), der var opstillet 2 store indianertelte med åbent ildsted og flere kæmpestore grill. Vi smagte moskusokser, rensdyr, fugle, lam, laks, pølser, fisk, rejer m.m. samt flere forskellige salater. Det var vældig hyggeligt og spændende.
Lørdag den 7.09.02 kl. 8,00 blev vi afhentet for at køre på inspektionstur på ruten.
Vi kørte de 25 km til startområdet, undervejs så vi for øvrigt nogle moskusokser lige ved vejen – straks var der bemærkninger: Jeg tør ikke løbe forbi dem, hvis de er der i morgen. Turen fortsatte ca. 7 km før vi var på indlandsisen.
Her skulle vi gå – isen var spejlglat, flere faldt og mange tænkte: Hvordan skal jeg kunne løbe i morgen? Hjemturen blev studeret og kommenteret nøje, alle var overrasket over, hvor kuperet terrænet var.
Om eftermiddagen var vi på moskus safari, hvor vi så flere moskusokser og om aftenen var vi til det sædvanlige pastaparty.

Søndag den 8.09.02 – marathondagen – vi stod op kl. 5,25, så vi kunne få morgenmad
de traditionelle 3 timer før starten.
Afgangstidspunktet fra hotellet var 7,15. Alle var godt spændte og opmærksomme,
da vi kørte de 25 km ud til startstedet.
Denne strækning var jo netop de sidste 25 km af løbet, så enhver stigning blev kraftigt kommenteret bl.a.: Ja denne sidste bakke kommer jeg bestemt til at gå opad med sådan en stigning omkring 40-41 km.
Undervejs blev vi opfordret til at starte med rigeligt tøj på, idet vi blev orienteret om, at der om natten var faldt sne, men til vores held var der modvind de første 8 km (så havde vi jo medvind på 34 km).
Temperaturen var ca. 5 minusgrader, men med vinden fra indlandsisen, virkede det betydelig koldere. Da vi nåede startstedet fik vi et chok – så bidende koldt – det er 1. gang, at jeg har løbet marathon både med pandebånd og hue samt bukser fra træningsdragten OVENPÅ vintertights.
Startstedet var lige ved siden af en ældgammel gletscher, som spejlede sig i søen og en del af ruten var Volkswagen-fabrikkernes private vej ind på indlandsisen, hvor de har et superhemmeligt testcenter, hvor der er adgang forbudt.
Isvejen siges at være ca. 140 km. Da startskuddet bragede fra jagtriflen begyndte vi ca. 60 løber at bevæge sig ud på en hel fantastisk naturoplevelse dog med utrolige barske strabadser på den meget krævende stærkt kuperede rute (op og ned hele tiden kun ca. 2 km med lige strækning).
Jeg var blevet enig med Henning om, at vi skulle følges ad for ikke at komme til at løbe alene.
De første 7 km bød på barske stigninger i alt 200m op til indlandsisen, jeg kunne ikke få styr på mit åndedræt, hev efter vejret i den barske modvind – Har senere fået forklaret, at det skyldes den tørre og kolde luft.
Her var vi også mange som måtte ned i travetempo. Hvordan skulle det dog gå. Vores lille gruppe begyndte at møde de hurtige løbere, som var på tilbagevejen – de var glade smilede og vinkede, råbte til os, at der i dag var fint at løbe på indlandsisen, vi havde noget at glæde os til.
Da vi kom derop blev vi alle positivt overrasket, vi kunne ”løbe” langsomt, fordi der var faldet sne om natten – herligt og hvilket flot syn.
Dagen før havde ruten været spejlglat, hvor mange faldt ved bare at gå.
Ved vendepunktet (8,5 km) sad der en ”rummand” på en snescooter (det lignede han,
så godt var kan klædt på).
Nu blev det lækkert efter den barske modvind at få vinden i ryggen og jeg fik styr på åndedrættet. De knap 2 km på indlandsisen føltes som en drøm: Den indre boblende glæde, som champagnebrus og dette fantastiske syn af is og sne i solskin. Turen gik videre fra indlandsisen langs de gigantiske gletschetunger ved kanten af isen, som ved synet kan give enhver åndenød.
Da vi kom til post 5 -17 km- (det var her starten var) havde jeg fået varmen og smed træningsbukserne, hue (beholdt dog pandebånd på) og skiftede den langærmede trøje
ud med en T-shirt under jakken samt skiftede fra terrænsko til alm. løbesko.
Henning og jeg løbe videre, det gik bare derud ad i det smukke landskab (selv om der ikke var sne her) det enestående ørkenområde i Sandflugtdalen, morænesletter, tundra og det flotte flora af bær og buske i farver som: rød, gylden, brun og orange – vitaminer for øjet.
Pludselig stoppede Henning, han havde krampe i benene, vi gik lidt – prøvede at løbe, men det gik ikke, så jeg fortsatte alene og nåede snart post 6 ca. halvvejs.
Jeg bevægede mig langsomt videre ad de snoede og kraftig kuperede veje, kom forbi vraget af den af de tre amerikanske jagerflyvemaskiner, der styrtede ned i 1968, fjeldet Sugar Loaf (sukkertoppen) og verdens nordligste og dårligst golfbane (den lå øde hen).
På lang afstand så jeg 2 moskusokser ved en bakketop. Et andet sted havde nogle ”jægere” slået teltlejr, jeg nød den stilhed og ro, som området havde og nød solen, men frøs når jeg var i skyggen.
Pludselig så jeg en komme gående, da jeg kom nærmere kunne jeg se, at der stod Grønlandsbanken på ryggen.
Jeg stoppede og snakkede – han havde ”udsolgt”, men jeg fik ham i gang igen og vi blev enig om at løbe sammen de sidste 9 km.
Det var dejligt at havde følgeskab. Det viste sig, at han kom fra Danmark, men havde arbejdet i Nuuk i 5 år. Turen gik i et stadig flot kuperet område, vi nærmede os endnu
en gående, det viste sig at være direktøren for Albatros (rejseselskabet), han var dårlig, havde kvalme og havde kastet op, ønskede bare at gå de sidst 5-6 km.
Jeg var også ved at være brugt snuppede lidt druesukker og snakken gik videre med bankmanden. Vi kom forbi et mineområde, hvor der var opsat pæle langs vejen, der måtte vi ikke løbe ud (bang!!).
Nu nærmede vi os den sidste frygtede bakke, han havde det bedre, så nu var det hans tur til at ”hjælpe” mig de sidste 2 km.
Hurtig blev vi enig om at gå det sidste stykke vej op ad denne bakke og hvilket syn, da toppen var nået ENDELIG KUNNE VI SE MÅL OMRÅDET på den tidligere landingsbane i
Sdr. Strømfjord.
Jubii vi var vældig seje, da vi løb ned at bakken og fulgtes ad over målstregen og med en kanon oplevelse rigere. Niels Erik tog imod mig ned både kamera og video.
Løbets læge tog personligt imod alle og spurgte til vores helbred.
Dette var et spændende og anderledes løb, hvor man ikke tænkte på tiden men alle de dejligt indtryk – tilskuer var der ikke mange af faktisk kun dem fra rejseselskabet – der var ingen grønlændere at se – de mente nok, at vi var ”godt tossede”. Min tid var jeg vældig godt tilfreds med i dette ekstreme løb, den blev: 5.23,36 .
Efter et par times afslapning var vi klar til omklædning og festmiddag – og vi ”åd og drak” livet er jo herligt.

Mandag den 09.09.02 – fredag den 13.09.02 Vi blev kørt til havnen og sejlet i en båd ud til skibet, som skulle være vores hjem de næste 4 dage.
Vi nød turen ud af Sdr. Strømfjord i solskin på dækket og levede i vild luksus, hvad mad angik.
I løbet af disse dage blev vi flere gange kaldt på dækket for at se hvaler. Det var en usædvanlig flot sejltur med de enorme isbjerge omkring os.
Dagen efter lagde vi til i Jakobshavn, som er en af Grønlands smukkeste områder.
Vi skulle gå ca. 8 km i alt, op igennem byen, et særpræget syn med alle de forskellige farvede huse og store områder med slædehunde i lænker.
Vores mål var at se de gigantiske isbjerge i isfjorden.
Flot syn.
Vi så også Knud Rasmussens fødehjem.
Hjemme igen om aftenen var vi 5-6 stykker, som nød 1 whisky eller 2 med et stykke fra indlandsisen (Henning havde transporteret det de 4 km til skibet).
Onsdag var vi fremme ved den enorme gletschertunge Eqip Sermia en af Grønlands flotteste. Vi blev sejlet i land i zodiac gummibåde også en oplevelse i sig selv.
Her oplevede vi gletscher kælve og så et så enormt stort og smukt landskab.
Vi klatrede opover et stejlt fjeld og nød den fantastiske natur.
Om torsdagen var vi nået til Holsteinsborg, som er Grønlands næststørste by, hvor vi var på sightseeing og så bl.a. 14 slædehunde blive fodret og fik en spændende forklaring om hvad ”et hundeliv” er i Grønland m.m.
Efter besøget i storbyen sejlede vi hen til en meget lille bygd Itilleq for at opleve en typisk Grønlands bygd.
Fredag formiddag var vi igen tilbage i Sdr. Strømfjord, hvorfra flyet gik til København og med os hjem havde vi alle en hel del gode oplevelser dels om det skønne iseventyr og dels om det ekstreme marathonløb.