DET STORE BROLØB, 1998

DET STORE BROLØB, 1998
Helle’s indtryk omkring broløbet over Storebælt
Af Helle HemmingsenSidste frist for tilmelding til Det store Broløb var 28 februar 1998. Der er langt fra februar til juni, så overvejelserne omkring hvordan og hvorledes er ikke noget man spekulerer på i så god tid i forvejen.
Det eneste jeg bekymrede mig om var at få nogle kilometer i benene, så jeg med god samvittighed kunne sige jeg var klar til den STORE DAG.

Transport
Transport, forplejning, ventetider m.m. var noget der lå langt ude i fremtiden og noget der jo nok skulle findes en løsning på. Ca. 1 1/2 måned før løbet ringede Claus Pedersen og spurgte om jeg vidste hvordan jeg ville komme til Nyborg .. og ikke mindst hjem igen. Næ, egentlig ikke.
Heldigvis havde Claus løsningen. LIUF Hjørring havde arrangeret en bus til at transporterer løbere frem og tilbage.
Claus havde sat sig på et antal billetter og havde lige præcis een ledig plads tilbage. Om jeg var interesseret? Helt sikkert. Så var det på plads.

Brevet
14 dage før løbet kom så en stor kuvert ind af døren. Brevet var fra Dansk Idræts Forbund og indeholdt information om løbet. Materialet var ret omfattende og tilsyneladende var der tænkt på alt. Jeg følte mig i gode hænder.
Løbsledelsen anbefalede at man ankom til Nyborg senest kl. 8.00, så man ikke kom i cambolage med de forventede trafikpropper på begge sider af Bæltet.

Tidligt op og sent i seng
Når man bor i Nordjylland, som jo som bekendt ligger temmelig langt fra Nyborg, kunne jeg godt regne ud, at der ville blive tale om at stå tidligt op. Nå pyt, det er vel heller ingen skade til.
Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for hver lille pige og hver lille dreng. Jeg følte mig meget lille da mit vækkeur ringede kl. 02.15 natten mellem fredag d. 5-6 og lørdag d. 6-6. Max var ikke hjemme, så da der alligevel ikke var nogen til at tage sig af mit klynkeri, kunne jeg jo lige så godt stå op, ordne de sidste ting (tasken var pakket før jeg lagde mig til at sove), lufte hunden og så begive mig på vej mod Hjørring.
Bussen skulle køre fra Lundergårdshallen kl. 04.00 og afgangen kom til at foregå planmæssigt.
Jeg tror vi var ca. 68 afsted, uden jeg er helt klar over det nøjagtige antal. Med fra klubben var Claus, Karin, Tage og jeg. Ole Schals, Poul Erik fra Sæby og andre. Der blev også samlet flere op undervejs. Selvturen til Nyborg var stille og rolig, selv om man godt kunne mærke at alle var forventningsfulde.
Der er en særlig stemning blandt folk der alle har et fælles mål. Vores nerver blev første gang pirret da vi var halvvejs over Fyn. Kø, lang bilkø på motorvejen. Tiden går, og vi er klar over, at det der med at være i Nyborg kl. 08.00 … det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg bekymrer mig mest om vi når frem, så vi kan nå og indlevere vores tasker.
På dette tidspunkt regner det, og vejret er i det store hele ret deprimerende. Gråt, koldt og blæsende. Jeg havde svært ved at forestille mig selv på den anden side af Storebælt, uden andet tøj end det jeg lige havde løbet 21.1 km. i. Kl. 9.30 er vi i Nyborg. Jeg er hurtigt ude af bussen, og Karin og jeg følger strømmen ned mod byen. Det er heldigvis holdt op med at regne, og når man går ca. 35.000 mennesker på en vej der er på bredde med en almindelig villavej, ja så kan man også godt holde varmen. Denne følelse af varme, skulle vise sig at danne grundlag for en temlg dårlig beslutning fra min side. Da vi endelig nåede frem til bagagevognene, afleverede jeg nemlig alt … incl. den sorte plastiksæk der skulle have holdt mig varm inden starten. Jeg resonerede at jeg ville have mere brug for den på den anden side.
Jeg tog grundig fejl, skulle det senere vise sig.
Når så mange mennesker er samlet eet sted, er det nemt at miste det store overblik.
Og der var stress på ind imellem.
Der var rod og forvirring omkring bagageindleveringen, og jeg ved fra andre, at ikke alle nåede at komme af med deres bagage.

Tidsprogrammet skrider
På dette tidspunkt var det klart for enhver, at det officielle tidsprogram var skredet i svinget. Karin og jeg var blevet skilt fra hinanden, men heldigvis stod jeg sammen med Kurt, formanden for Hjørring fra Liuf. Han var en hyggelig fyr, så jeg var i godt selskab og ventetiden føltes ikke så slem.
Men det var koldt. Meget koldt. Nede på Nyborg Strand stod ca. 28.000 løbere, og var klar til start. Meeeen, det var der lang tid til. Først skulle 8.000 rulleskøjteløber sede asted. De skulle efter planen være sendt afsted på 15 min.
Der havde løbsledelsen helt klar forregnet sig. Det tog ca. 5 kvarter at få sendt dem alle sammen afsted. Dernæst var det rulleskienestur, så kørestolene og derefter løberne.
Der var strid østenvind og lave temperaturer. Det er i den slags situationer, man oplever denne helt specielle følelse af sammenhold og hjælpsomhed blandt helt fremmede mennesker. Og det var i denne situation jeg bittert fortrød, at jeg ikke havde min sorte plastiksæk.
Der var en temmelig tåbelig konferencier, der ikke havde det mindste begreb om tingene. 2-3 gange lod han forstå, at løbet ville blive skudt af om et par minutter. Dette var ikke tilfældet, men betød at mange løbere smed deres sække og trøjer … for derefter at komme til at stå og fryse endnu mere.

Starten
Nå, jeg må videre, og gerne frem til starten. Den blev skudt af ca. 13.30, og denne kæmpe menneskeslange satte sig langsomt i bevægelse. Jeg tror jeg var placeret ca. midt i feltet, og der gik yderligere en 1/2tim før end jeg nåede frem til det sted hvor tidstagningen startede. ENDELIG. På vej mod Korsør, ad verdens næstlængste hængebro.
Storebælt skulle besejrers. Ud af Nyborg, under jernbanen og så op på Vestbroen. Vestbroen er laaang, skal jeg hilse og sige. Og turen føles ikke kortere når den foregår i stik modvind. Men det gik godt. Efter ca. 12 km. nåede jeg frem til Sprogø. Og vanddepotet. Det var en dobbeltbundet oplevelse. Det var godt at få vand, men det var dårligt arrangeret. Der var kun vand i højre side af løbsretningen. Dvs. at alle folk skulle trække over til den samme side … og da mange måske ikke var vant til at løbe så langt, standsede de helt op, eller gik lige så langsomt, når de havde fået deres vand. Det var skyld i, at der dannedes “propper” som det var svært at komme uden om. Næste frygtindgydende etape ventede lige forude. Hængebroen. Ca. 3 km. op ad bakke ved en stigning der er udregnet til 2,1 %. Ikke Danmarks stejleste stigning, men den længste. Det var hårdt, enormt hårdt … og så alligevel ikke.

Når jeg sidder her og skriver, husker jeg ikke hvor hårdt det var, men udelukkende hvor stor en oplevelse det var. Og det var en stor oplevelse. En historisk oplevelse. Prøv at forestille jer tv-programmet “Hvornår var det nu det var”, når det bliver sendt om 20 år. Os som var med på broen, vil aldrig glemme den junidag i 1998.

På toppen
Toppen af hængebroen, og så går det nedad. Nedad og ind i en mur. En mur af vind der giver mig fornemmelsen af ikke at komme nogen vegne. Et brøkdel af et sekund virker det hele meningsløst. Så løbes der på “rutinen”, som man siger. Det ene ben foran det andet … og på en eller anden måde kommer man jo alligevel frem.

I mål
Mål i sigte. En herlig fornemmelse. Og dog snyder afstanden altid. Der er altid længere til mål end det ser ud til. Det at komme i mål var paradoksalt nok den mest negative oplevelse på hele dagen. Jeg har stor forståelse for at der ikke kan udskænkes vand i selve målområdet … det ville blive kaos med så mange løbere, men fra jeg kom i mål, fuldstændig dehydreret, gik der ca. 20 min. førend jeg fik noget og drikke. Arrangørerne skal prise sig lykkelige for, at det ikke var højt solskin og 28 grader varmt. Så var antallet af kollaps nået uanede højder. Her er i hvet tilfælde eet punkt som der kan drages en lære af, hvis der igen skal gennemføres et løb i den størrelse. Først vand, banan og chokolade og dernæst udlevering af T-shirts og medaljer samt aflevering af chips. Her var det stik modsat. Først T-shirt, medaljer og aflevering af chips … også en lang kø hen til vandet. Forrykt.

Alting har en ende og det har min historie snart også. Efter løbet fik jeg udleveret min taske med tørt tøj, og lige efter fandt jeg Tage, Claus, Ole Schals og Poul Erik. Jeg følte mig meget heldig. Vi drev langsomt tilbage mod broen, og igen var vi heldige. Det første hold busser der skulle transportere løbere fra Fyn og Jylland tilbage til Nyborg, var lige ankommet, og vi kom med den tredje eller fjerde bus tilbage. Turen over broen i bus var også skøn. Tænk at man havde løbet her. Ikke alle kom lige så hurtigt tilbage til vores egen bus. Der gik ca. 3 timer før alle var samlet, og bussen kunne sætte kurs mod Hjørring.

Panik og kaos
Mange kunne fortælle om panik og kaos i Korsør, da alle ville med busserne tilbage hurtigst muligt. Det gik jeg lykkeligvis glip af.
I vores egen bus var stemningen god, og jeg tror alle havde haft en god og minderig dag. Det eneste som ikke lige var så sjovt på turen hjem, var vores toilet i bussen. Det var godt fyldt og lugtede temmelig gennemtrængende. Max har et godt udtryk for det at be8ge et overfyldt toilet: At få “dødskysset” … det er når tønden er så fuld, at man …. ja, I kan nok selv gætte jer til resten.

Hjemme igen
Vi var i Hjørring kl. 23.45. I Jerup kl. 00.30 og i seng kl. 01.15 …. præcis 23 timer efter start. Om jeg ville gøre det om een gang til? Helt sikkert.
Min tid 1.51.54.

Se de andres resultater et andet sted i bladet. (Se resultatliste, Red.)
Tak til alle som var med, og til dem som har kæmpet sig igennem denne historie. Jeg håber vi har mange, mange gode fælles oplevelser tilgode.

Helle Hemmingsen