DANA MARATHON 1985

DANA MARATHON 1985

Af Ole Bang, august 2000

“Først glemmer du navne, så glemmer du ansigter, så glemmer du at trække lynlåsen op, og til sidst glemmer du at trække den ned!”

Han kan blive noget tvær den gamle redacteur, hvis der ikke løber nogle resultater ind til klubbladet, og ifølge ham selv kan det ikke være hans opgave at rende rundt og rykke folk for de tider de har løbet de forskellige løb på. Ikke desto mindre har han uden min medvirken opsnuset og offentliggjort min tid fra Göteborgsvarvet i år, – han havde ovenikøbet den frækhed at sige, at det var en flot tid! OK flot og flot, det må i så fald være den tillægstid på 22 minutter, der har sneget sig på siden mine velmagtsdage på
de svenske allér og avenuer. – Det der var flot ved min tid 1:45:00, det var, at det var nøjagtig den tid jeg selv havde forudsagt allerede til nytår. – Talentet taget i betragtning var det bestemt ikke flot !!!!!!!!!!!!
Det var for øvrigt frygteligt varmt, der var en forfærdelig masse mennesker i startområdet, man får ikke opgivet sin reelle tid fra man passerer startstregen og så var ruten også alt for lang. Stærkt dehydreret, lamslået og fysisk samt psykisk svækket blev jeg ved 19,5 km passeret af en kvindelig løber kun iført det allernødvendigste løbetøj, – sko, g-string og tilhørende overdel, hvilket bevirkede, at jeg min tilstand til trods var i stand til at fuldføre løbets sidste 1500 meter på 5½ minut – det var da også flot.
Nå men tilbage til redacteuren, som formentlig flere gange om ugen glemmer at gøre dette eller hint, hvad der er meget normalt for ældre mennesker, lige så normalt som det er, at de samme mennesker husker det der skete langt tilbage, – i dette tilfælde kunne vores mand på bladet huske, at der engang var blevet afviklet et DANA MARATHON, hvor ikke mindre end 5 af klubbens løbere kom ind under 3 timer, – det kunne jeg også huske, og oveni købet, at det var i 1985. – Denne sidste erindring har selvfølgelig intet med alder at gøre, men skyldes især, at jeg var en af de fem, og at det var første gang jeg gjorde så kort proces med de par og fyrre kilometer.
Jeg vil nu tillade mig at fortælle om løbet, da det bortset fra “Nyhedsbrevet” er det eneste jeg (selvforskyldt) efterhånden får for kontingentet. De der har hørt historien
før kan så stoppe her, og skulle der være en enkelt, som endnu ikke har hørt om mit historiske løb i 1985, så kan hun glæde sig til en historie der bestemt ikke er blevet ringere med årene.

DANA MARATHON blev første gang afviklet den 10. September 1983. – Nogle løbere havde ladet sig inspirere til at stable et hel- og et halvmarathon på benene i Frederikshavn, efter at have deltaget i Göteborgsvarvet, som startede i 1980 med 1800 tilmeldte, og havde udviklet sig til at have 12.500 tilmeldte i 1983 ( i 1991 og 1995 over 35.000).
Der var altså ikke meget at betænke sig på for en ildsjæl med hang til motionsløb, og en sådan havde vi i Kai Gori der både var med i FAK´s bestyrelse og var formand for Hjerteforeningens Motionsklub her i byen. Kai har altid gjort meget for at få så mange som muligt med ud at løbe, og han kunne altid glæde sig over andres gode resultater, – ikke fordi han ikke selv deltog for at blive en af de bedste, og ikke fordi han ikke som os andre også havde flere gode undskyldninger for et ringere resultat end forventet, – som regel skulle han lige en gang eller to på toilettet. – På den måde kunne Kai på træningsturene komme sidst hjem, men i den bedste tid, da han havde normtider for sine smutærinder ind i skoven, – disse tider blev så modregnet bruttotiden. Nogle gange måtte han foretage 3 til 4 hurtige besøg (arbejdstakt 200) i skoven for at få den bedste tid. – Sært nok har han aldrig deltaget i orienteringsløb!

Andre medlemmer lagde selvfølgelig også et kæmpe stykke arbejde i at arrangere løbet, de to jeg husker bedst er Jørgen Nielsen og Bent Larsen, men andre må også have deltaget.

Forud for løbet var der foretaget en grundig markedsføring i Sverige, og i den lokale avis kunne man læse, at den tidligere sværvægtsverdensmester i boksning Ingemar Johanson havde tilmeldt sig løbet – han kom også til byen for at deltage, men måtte opgive på grund af en knæskade. Med 895 tilmeldte løbere på de to distancer tegnede alt til, at løbet var kommet for at blive, men hvor det gik fremad i Göteborg, gik det af uforklarlige årsager tilbage her i byen, og i 1987 løb et felt på ca. 100 løbere det sidste DANA MARATHON.

Men tilbage til 1985, hvor alt tegnede lyst, og klubben fik 5 løbere under tre timer i det samme løb. Noget af et vendepunkt for klubben i den disciplin.

DANA MARATHON var et såkaldt kyst til kyst løb, hvilket betød, at vi startede i Tversted ved Vesterhavet, og sluttede i Frederikshavn ved Kattegat. Turen til Tversted var i bus, og jeg husker tydeligt, at Tage fortalte, at han aftenen før havde spist en stor chokoladeis for at lade op til løbet. Jeg blev selvfølgelig forarget over den slags dårskab, men måske mere over at jeg fik en frygtelig trang til selv at få en kæmpeis.

Dengang som nu var vi ellers meget seriøse, når vi skulle ud at løbe marathon, og da vores tider som regel lå meget tæt på hinanden, må vi have været nogenlunde lige seriøse, lidt mere “seriøs” end gennemsnittet var Jørgen Larsen nok, og han havde allerede været under tre timer på distancen. Siden den tid har han, for os andre præket imod grisekød og den altid overvældende fedme der ifølge ham altid har hængt ved os.
Det mest irriterende var, at han løb på så gode nogle tider.
Træningen bestod som nu, af nogle lange ture på 25 – 30 km. – For mit vedkommende skulle talentet gerne række til de sidste minutter, da jeg gerne var på ferie til midt i August, og derfor kun havde en måned til at komme mig over ferien og til at komme i marathonform, det gik nu ganske udmærket da grundformen selvfølgelig var der fra forårets træning. Det var altså bare med at komme ud på nogle lange ture, og få noget fart på.
I min motionskalender fra 1985 kan jeg se, at træningen til DANA MARATHON startede den 14. August med en 22 km.-tur efter 14 dages pause i Norge. Tirsdag inden et marathon løb vi næsten altid en 30 km. – For mit vedkommende var jeg som regel også forkølet en uge før, eller op til selve løbet. I dag taler man meget om hvileperioder op
til et langt løb, den slags kendte vi ikke til, og mente vel, at det var vigtigt at have træningen så tæt på løbet som overhovedet muligt, – tre dages hvile var obligatorisk
den gang – Men vi var 15 år yngre, og så havde vi ikke andet at miste end skosålerne.

Den 14. September 1985 var ingen undtagelse med hensyn til fejlslagen træning og lignende, og så var det et rigtigt møgvejr med kraftige tordenbyger, så vi fik husly i bådehuset ovre i Tannisby for ikke at være alt for våde og kolde når starten gik kl. 14.00. Løbet var omtalt som et løb i medvind, da man næsten altid har vestenvind i Vendsyssel, – vinden var dog, bortset fra 1984 hvor jeg ikke kunne deltage, altid fra
øst når vi løb DANA MARATHON.
I Maj måned havde Christian Larsen og Per Anderson løbet marathon i København på nogle tider der lå helt nede omkring de tre timer, så forventningerne var store, nu skulle det være! Jeg havde dog ikke de store ambitioner, da der var tale om mit andet marathon, det første var i 1983 og tiden var 3:58, så et realistisk bud var 3:15 troede jeg nok, at jeg mente. Min taktik gik ud på at lægge ud med 4 minutter pr. km. de første 10 km. Derefter se hvordan jeg havde det, og lade kræfterne råde.

Psykisk har jeg altid delt turen op i etaper, – den første på 30 km. (kan du løbe 30 km. – og det kunne vi jo – så kan du også løbe de sidste 12 km.) skulle helst klares på under 2:06, så havde du 4½ minut pr. km. til de sidste 12. Den anden etape 7 km., så havde du løbet mere end halvdelen af de sidste 12 km., og ved 37 km. er der ikke mere end 5 kilometer tilbage, 5 km. er ingenting når man kan løbe 42 km. Den tredje etape 3 km.,
når du har passeret 40 km. skiltet kan du se, at det vil lykkes, og får nye kræfter til at løbe de sidste 2,195 km. på under 8 minutter. – Man er altid klar over om taktikken holder eller ej, men man skal være opmærksom på, at det er komplet umuligt for en normal hjerne at holde styr på minutter pr. km. når man har løbet over 30 km.
i “konkurrencetempo”.

Nogle gange har man sat skiltene så de tæller nedad, så går det i kage, men det værste var dog i Randers, hvor skiltene talte opad til 21 km. så var der 195 meter der ikke talte, og så begyndte skiltene at tælle nedad. Prøv at forestil dig det! Du har passeret 21 km. og så går der alt for lang tid til det næste skilt, som er 20 km.-skiltet. Jeg var ikke bare ved at gå ud af løbet, jeg var ved at gå grædende ud.
Først ved 16 km.-skiltet gik det op for mig, at de tæller anderledes i Randers end i resten af verden.

Inde i bådehuset var stemningen meget forventningsfuld, og også lidt afventende, da regnen piskede ned i bygerne, og det ene tordenskrald afløste det andet, muligvis var det Christian der udløste alle disse spændinger, for han var virkelig opsat på det helt store.
Da vi ca. et kvarter før starten listede ud af bådehuset, var regnen stilnet noget af,
men det var stadig koldt for årstiden, så det var godt at få varmet lidt op. De mørke skyer var med til at lægge en lidt dyster stemning over startgruppen, og der var underligt stille ude mellem klitterne – lidt uvirkeligt føltes det, men vi var jo også langt hjemmefra og til fods.
Klokken 14.00 fyrede Bent Larsen startskuddet af, og så gik det endelig løs, som sædvanlig oppe forrest i feltet op gennem Tversted i en længere og længere række – alle mod målet på Frederikshavn Stadion.
Nu skulle det så vise sig om taktikken holdt, for selv om jeg regnede med 3:15, så løb jeg selvfølgelig mere efter 2:59 eller derunder.
Da vi kom ud af Tversted befandt jeg mig i en firemandsgruppe, hvoraf den ene var en kvinde, som havde to mand med fra Århus 1900. Senere fandt jeg ud af det var selveste Joan Carstensen, – et stort navn på den tid, og hun havde til min store glæde valgt at løbe løbet med en hastighed af præcis fire minutter pr. km. Hendes følgesvende skulle så holde styr på tiden og fortælle hvor hurtigt den sidste km. var løbet: ” 4:06 på den sidste”! – “Så går det for langsomt”! – “3:58 på den sidste”! – “Fint”! – “4:00”! – “Så er vi vist ved at finde rytmen”! Jo det var skam en snakkesalig gruppe jeg var kommet i, men 10 km. blev passeret på 40:02 så det var jo godt nok, og jeg fulgte med til 12 km. inden jeg lod mig falde lidt tilbage, – med en gennemsnitsfart på 4 minutter pr. km. skulle det tage 2:48:00 plus de sidste 195 meter. Joan Carstensens sluttid blev 2:48:42 – imponerende!!! – En kvinde med sådan en præcision er sikkert ikke pissesjov at bo sammen med.
Samtidig med at 12 km. var passeret, og jeg fik trang til et lidt lavere tempo, kunne jeg konstatere, at Erik Strøm og Per Anderson som hele tiden havde øget afstanden forude, nu var ved at forsvinde i finregnen, så der blev virkelig satset der fremme.
Man siger, at tro kan flytte bjerge, jeg spejdede efter Erik og Per, og filosoferede over hvorfor mon jeg er mere normal end andre mennesker, – vi vidste jo, at vi var lige seriøse med træningen, og at vi var nogenlunde lige hurtige når det kom til stykket.

Det der med talentet har gennem tiderne vist sig at være ret så afgørende, da de store løbere har trænet på vidt forskellige måder, og på vidt forskellige distancer.
– Den argentinske brandmand der vandt OL-guld i 1948 i den godt nok beskedne tid 2:34:51 løb aldrig mere end 70 km. om ugen under træning. Emil Zatopek som vandt
OL-guld i 1952 på 2:23:03 havde forinden ved de samme lege vundet og sat olympisk rekord på både 5.000 og 10.000 meter. Zatopek der havde en mildt sagt underlig løbestil vakte forundring når han straks fra start kastede hoved og arme fra side til side og skar grimasser, som om han var inde på de sidste hundrede meter af et marathonløb.
Han blev kaldt for “Uhyret fra Prag”, og en journalist skrev engang:…”han skar ansigt, som om han var ved at forbløde efter knivstik og var blevet forgiftet”. Zatopek var meget seriøs – for nu at fastholde det udtryk, – hvis ikke han kunne komme hjemmefra for at gennemføre sin træningstur, som han ellers aldrig svigtede så fyldte han badekarret med vand og tøj og “løb” så i det i 2 timer. Den psykiske træning bestod i at holde vejret så længe, at det gjorde så ondt, at han var ved at besvime. Det skulle vænne hjernen til at fungere selv om kroppen ikke fik ilt nok.

I Rom i 1960 og siden da, har marathonløbene været domineret af eksperter på distancen, og en af de største eksperter var netop vinderen i Rom – Abebe Bikila som vandt i tiden 2:15:16, vel at mærke på bare fødder, da hans løbesko var gået i stykker umiddelbart før starten og han ikke turde tage nogen chancer ved at løbe så langt i et par helt nye sko. Nye sko havde han ikke besvær med at skaffe, da han vandt OL-guldet i Tokyo i 1964 i 2:12:11.

Af danske løbere mindes vi nok bedst Henrik Jørgensen, Allan Zachariasen og Dorthe Rasmussen, men også pioneren Thyge Thøgersen der med en sjetteplads i Rom i 1960, skrev sig ind i dansk atletikhistorie.
Jørn Lauenborg er et kapitel for sig selv, da han efter eget udsagn ikke kunne undvære sine 30 cigaretter om dagen, må det vel siges at være ret godt “gået” at vinde Drammen Marathon i tiden 2:12:58. – Han startede engang Odense Marathon, og da sidste løber havde forladt startstedet, fik han sådan en lyst til at løbe selv, at han skyndte sig at klæde om, få nummer på, piske afsted og vinde løbet.

Da nu Joan Carstensen og hendes væbnere var forude, og der ikke var nogen lige efter, løb jeg helt mutters alene på nogle helt ukendte veje, himlen hang tung og faretruende over mig, og tankerne jog som gale rundt i hovedet: “hvis nu du satser alt for voldsomt, og bliver nødt til at gå det sidste stykke op ad Hjørringvej??? Så hellere udgå!!! – hvis nu du holder farten så er der gode chancer for at nå ind under 3 timer, men hvad med de andre, som ligger langt forude??? – Nå du må hellere tage den med ro!!! Apropos Tage, bare han nu ikke kommer op og løber forbi, så er du da helt knækket – uha uha!!! – Det
er i orden med Jørgen og Ole og Erik, og skidt med om Per og Christian kommer først i mål, de var jo alligevel langt foran, men Tage, der havde spist den der store is dagen før, nej det kunne vi ikke ha´!!! 15 km. det ser fint ud, med den fart runder du 30 km. på lige under 2:02:00! – lige nu regner det ikke så slemt, det kan være det holder helt op! – træls med den vind, men fra Elling kommer den mere ind fra siden!
Hov hvad er nu det? Er der ikke en der er stoppet der forude??? – nej det er nok en tilskuer! Det ser godt nok underligt ud, bare nu ikke det er en der har fået det dårligt og skal have hjælp!”

Lige efter 17 km.-skiltet fik jeg øje på en person i vejsiden. Jeg havde ikke lagt mærke til noget udsædvanligt før jeg var ret tæt på.
Det var en der sad sammenkrøben som om han havde smerter, så måske var det på grund af den ringe højde og den mørke baggrund, at personen ikke havde fanget min interesse, eller var det et dyr… en HUND??? – Nej det var Per Anderson, men til gengæld havde han det rigtig skidt, sveden i ansigtet kunne skyldes hans anstrengelser, men det var ikke rart at se hvor bleg han var. Da han fik øje på mig, sagde han, at han bare havde ondt i brystet, men det skulle jeg ikke tage mig af, for det havde han haft før,
så han mente, at jeg bare skulle løbe videre.
Der var ikke en mutters sjæl i nærheden, så jeg blev hos den døende. Kai havde fortalt mig at hvis jeg engang kom ud for en der var faldet om med hjertestop, så skulle jeg hamre en knytnæve et par gange hårdt ned i brystet på vedkommende og håbe det bedste.
Da Per kom på benene, løsnede jeg de knyttede næver en anelse, og vi begyndte at gå ganske langsomt ind ad Tuenvej mod Øster Holmen.
Per mente, at når bare han kom i gang igen, så ville smerten nok forsvinde. Lidt efter gik det derudad med næsten 15 km. i timen. Tre – fire kilometer før Øster Holmen var der spændt et banner ud over vejen for at markere starten på halvmarathonløbet, og dannebrogsflagene vajede lystigt i viden og fortalte os, at halvdelen af vores løb var overstået, forude lå resten og ventede sammen med 95% af vores pinsler. (Det gjaldt ikke Per). Kl. 14:45 havde borgmester Villy Christensen sendt halvmarathonløberne afsted herfra, med ordene “Nu lokker atter de lange veje”! – Det må så stå for hans regning, og på det tidspunkt vidste vi det heldigvis ikke.

Der var gået sådan cirka halvandet minut med at få Per i gang igen, så tidsskemaet var blevet forrykket lidt, men ikke afgørende, nu gik det til gengæld rigtig godt, vi havde fundet en god rytme, løb på 4 minutter pr. km. og småsnakkede lidt om vind og vejr og Erik og Christian.

Inde ved Elling fik vi selskab af en løber, der godt kunne have løbet noget hurtigere,
men på grund af vejret havde valgt at falde tilbage og følges med sådan nogen som os, der ikke løb særligt stærkt, – som han udtrykte det.
Hvis vi havde småsnakket, så storsnakkede han, og vi havde en fornemmelse af, at gruppen foran havde bedt ham om at holde kæft eller forsvinde. I Elling var der ikke mange tilskuere, dem der var sad indenfor i tørvejr, og så hjælper tilråbene ikke så meget.

Ude på cykelstien på Skagensvej fik Per igen ondt i brystet, og måtte sætte farten ned, hvilket desværre ikke fik den storskrydende løber til at forlade os i et tempo, der efter eget udsagn ville have passet ham fint. Nej han blev, og da Per havde fået gang i bentøjet igen, havde han ovenikøbet den frækhed at træde skoen af Per, som åbenbart havde fået nok, og skældte ud.
“Bare han nu ikke får ondt i brystet igen tænkte jeg”!

Ved 30 km. var Per ligesom ved at tabe pusten, og jeg følte mig rigtig godt løbende, da han sagde “god tur” og hans fodslag forstummede agterude. Hvad tid jeg passerede 30 km. på, husker jeg ikke, men det gik bare rigtig godt det hele, og de tre timer var inden for rækkevidde, ovenikøbet havde vi overhalet ret mange løbere på vej ind fra Elling, løbere der så ud til at have 99% af deres pinsler foran sig.
Man kan også dele et marathonløb op i to etaper: de første 30 kilometer, og de sidste 12 km., – de er ca. lige lange, men den sidste strækning gør mest ondt.
Sådan var det ikke i mit tilfælde, og det skulle blive bedre endnu, – meget bedre!

Dengang kom vi forbi campingpladsen, og løb ud til Kæret inden vi løb ad Apholmen, Sindallundvej, Kragholmen, Skippergade, Nytorv, Nørregade, Hjørringvej, Finlandsvej og Rimmens Allé inden vi kom ind på det store Frederikshavn Stadion til paradeomgangen inden mål.

Da campingpladsen var passeret dukkede Christian pludseligt op, pludseligt fordi hans tempo var så meget langsommere end mit, og pludseligt fordi jeg netop havde løbet og tænkt på hvor langt han var kommet, eller måske havde jeg snakket med min sidemand om det!
Nå jeg har vist glemt at fortælle, at Erik Strøm var hentet, måske var han besværet af
al det toiletpapir han løb rundt med i hånden. På hans beretning kunne jeg forstå, at han havde brugt det meste, af det han havde fået udleveret allerede.
Lige før vi hentede Christian var der et kæmpe vandhul i den ene side af vejen, et vandhul som vi selvfølgelig styrede udenom, altså lige bortset fra Christian, som ikke længere havde kræfter eller vilje til at ændre kurs, men mon han i det hele taget bemærkede da han løb i vand til midt på anklerne.

Snart blev Erik sat af, og det gik for fuld damp hjemad på de sidste fem kilometer.
Henne i det næste sving stod Elsebeth vejviser, og der var lige tid til at veksle et par ord med hende, inden det gik ind mod krudttårnet og op ad Skippergade.
Inde i byen blev det så underligt trykkende og varmt, og det gik op for mig, at nu var der medvind, sikke en lykke, de sidste tre kilometer i medvind, hvem kunne forlange mere. – Så kom muren!

Det troede jeg i hvert fald! – Folk der er kendt i Frederikshavn, ved at Nørregade stiger op mod Hjørringvej, men det tænkte jeg ikke på, men muren havde jeg hørt om, og så lige her op ad Plejehjemmet!!!! – “Så skal du alligevel gå op ad Hjørringvej”!

Så slemt gik det nu ikke, jeg bed tænderne sammen, da jeg kunne se Per begynde at nærme sig bagfra – rigtige mænd hænger ikke på træerne, og slet ikke når der er DANA MARATHON. – Lige før Florvej var der blodsmag, og så stod Jørgen Topholt der:
“Det ser godt ud Ole, – det er rigtig flot, – der er ikke ret mange før dig, kom nu de sidste par kilometer”

De sidste par kilometer! Så var det nu rykket skulle komme, og Jørgens support var lige det der satte mig over muren.
På vej op ad Hjørringvej var der mange tilråb fra bekendte, og det gjorde skide ondt på forsiden af lårene, og de var stive, som om jeg havde drukket våd cement, men hvad
gør det når målet er inden for rækkevidde, så de sidste par kilometer blev løbet på under 8 minutter, og havde jeg mødt et stort vandhul på det tidspunkt, så havde jeg simpelthen gået på det. – Ind på stadion i den østre ende -, op langs Rimmens Allé, rundt i svinget, og nu blev der sagt i højttalerne, at næste løber i mål er Ole Bang Hansen, som i dag har forbedret sin marathontid med over en time.

Efter at have passeret målet som nummer 26 i 2:55:58 fik jeg en snak med Ole Back, som også havde overgået sig selv med tiden 2:52:23 som nummer 21.
Jørgen Larsen var for længst gået til omklædning efter en imponerende niendeplads i tiden 2:46:58, det var sådan set godt det samme, for der var ligesom ikke nogen, der havde brug for gode råd om grisekød og overvægt.
Så kom Per i flot stil i tiden 2:57:25 og straks efter kom Erik i knap så flot stil, men som den femte af klubbens medlemmer under tre timer i tiden 2:57:59, han havde altså måtte lade Per slippe forbi, men hvor var Christian? – Jo der kommer han, mere død end levende fik han sig slæbt i mål i tiden 3:04:01. – Tage gjorde det på 3:09:45, så det var en god dag for klubben:
En mand blandt de ti første, fem mand under 3 timer, og syv mand der alle satte personlige rekorder, ret godt i et internationalt løb, der blev vundet af en svensker i tiden 2:21:43, og så i det vejr, – vi havde alle de undskyldninger vi kunne ønske os,
og så havde vi ikke noget at bruge dem til.
Til trods for forskellig træningsmængde, vidt forskellige forudsætninger, sukkerkure og hvad ved jeg samt regnvejr og modvind, så endte det med nogle resultater tæt på hinanden, – bortset fra ham den frelste jeg har nævnt. Det må da kunne give stof til eftertanke, det er jo ikke nogen videnskab, så de subjektive værdier såsom forventninger for eksempel må spille en enorm rolle. Forventninger der skabes af gruppepresset, som til gengæld ikke tillader, at man på eget initiativ bliver bedre end gruppen forventer det.
Glæden ved at løbe er den bedst motiverende faktor i hele dette spil, tror jeg!
– Set i bakspejlet var det et herligt løb, og jeg husker det, som om jeg havde skrevet historien i går. Jeg husker også, at på vej hjem fra stadion fik jeg lyst til en grill-kylling! – Føj for den lede!!!

Men hvorfor DANA MARATHON ikke kunne overleve er svært at forklare, så lad os glæde os over, at det trods alt er overstået, det var alligevel en hård tur, som man nok kunne have sit døje med i dag. – Det var et flot projekt, som mange stadig kan huske, og som FAK 66 – som det hed dengang, da trøjerne var orangefarvede og shortsene var grønne – nok kunne være stolte af.

Senere kom pigerne til, og fik nogle gode løb rundt om landet, hvis de ikke tog til Berlin og Hamburg eller måske Stockholm, men det kan de jo selv fortælle om en anden gang.

God tur! – og god sommer næste år!


Ole Bang