Fra INFO nr.34,
17-07-1992
Af Ole Bang
Lidt
filosoferen omkring Göteborg Varvet
Den gamle redaktør, -
eller bare den gamle - besværer sig voldsomt over den
passivitet atletikklubbens medlemmer udviser når det
gælder stof til Nyhedsbrevet.
Nu kommer vi jo ikke i klubben for at skrive artikler om
vores personlige vejrtrækningsbesvær, ankelstivhed,
løberknæ o.s.v. - for slet ikke at tale om vores
achilleshæl, som jo dog er noget meget personligt.
Men for nu at være lidt imødekommende over for en
tidligere habil løber, der åbenbart nu også trækkes med
lidt gigt i skrivemaskinefingrene, så kunne det da være
morsomt nok at filosofere lidt over det der med at løbe,
som jo nok er det vi har mest tilfælles, selv om vi
først og fremmest løber hver for sig.
Vore dages samfund byder på så meget fritid, at det
næsten kan blive for meget, og vi må have noget at give
os til i stedet for at skaffe føde, bygge huse, forsvare
vores territorium og lave børn. Det vi helst vil
beskæftige os med skal så være noget helt andet, men er
det nu det?
Da vi også er en del af en kultur hvor navlebeskuelse
(narcissisme) er en yndet beskæftigelse, hvad er så mere
naturligt end at tage udgangspunkt i det gamle udsagn om
"en sund sjæl i et sundt legeme".
Altså der er ingen vej uden om, vi må afsted ud på
landevejen for at jage efter den nok så eftertragtede
evige ungdom, - fanger vi den ikke, ja så har vi da i
hvert fald gjort det vi kunne, - men prisen vi må betale
kan nemt vise sig at være det stik modsatte resultat
nemlig nedslidning og invaliditet.
EGA står for Ensidigt Gentaget Arbejde og defineres som:
et arbejde hvor den ansatte over længere tid hyppigt og
ofte i et højt tempo udfører én eller få enkle
arbejdsoperationer. Under arbejdets udførelse bruger den
ansatte ofte kun en meget begrænset del af sin samlede
færdighed, viden og kunnen. Arbejdet udføres i fastlåste
arbejdsstillinger med ensidig brug af bestemte
muskelgrupper." Jeg bryder mig ikke om
at sætte ovenstående i forbindelse med mit løberi, som
jo foregår helt frivilligt i fritiden,
men omvendt kan jeg ikke helt sige mig fri for, at
tanken om det monotone i tilstanden har strejfet mig,
når jeg i januar - februar måned har stridt mig ind ad
Vrangbækvej i en nordøstlig kuling. - Men lad os nu lige
holde fast i, at det er fordi, vi kan lide det, at vi
gør det!
Det er selvfølgelig også sejt, når man er kommet hjem,
at man har gjort det.
EGA defineres også som: Psykiske belastninger kan
medvirke til øgede muskelspændinger og dermed hurtigere
udtrætning."
Det kender jeg! - Fænomenet opstår typisk i sidste
halvdel af et løb, hvor man har sat forventningerne for
højt, og så er kommet hjælpeløst bagud i tidsskemaet.
Bare den fantasi-udfoldelse der finder sted er nok til,
at tiden bliver endnu dårligere. Efter et sådant løb er
det ikke engang en lettelse at komme i mål, for først
skal man jo have overbevist alle andre om at der var
alle disse grunde til at det gik som det gik (især gik),
og at det i hvert fald ikke skyldtes, at man simpelthen
ikke var bedre. - (Da vi jo som bekendt bliver yngre og
yngre med tiden kan det naturligvis heller ikke skyldes
alderen).
Inden jeg går hen og bliver alt for filosofisk over det
der med at sammenligne indsatsen med arbejde, er det nok
nødvendigt en gang for alle at slå fast, at for mit
vedkommende er et godt løb ensbetydende med: godt vejr,
god form, god rute, godt humør og lyst til at løbe og så
selvfølgelig at løbe fra de fleste af jer andre. Det
sidste element ved jeg, at vi er enige om, er det bedste
af alt i løberens verden.
Jamen jeg er da medlem af klubben fordi jeg synes, at
det er rart med lidt socialt samkvem, og hvis jeg så kan
få alle de andre sidegevinster også, så er det jo bare
helt fint. - Eller er virkeligheden den, at jeg kommer
lige så meget for at lure på hvordan formen er hos jer
andre, sådan at jeg ved hvor jeg skal sætte ind med lidt
psykisk påvirkning for at øge mine egne chancer i det
næste løb med målstreg og stopur.
Sådan en træningstur hvor man fornemmer, at muligheden
for at løbe helt alene i spidsen af løbet, (ja altså
ikke helt i spidsen) kan måske ovenikøbet fremme glæden
ved at løbe sammen med andre? - Kommer vi bare for at
vise os frem?
Redaktøren modtager sikkert med glæde alle indlæg
angående ovenstående udsagn.
Men bortset fra det, så er det slet ikke så sjovt, på
denne årstid at skulle i gang med at bygge formen op
efter en sommer med ferielammelser og almindelig
dovenskab der varede til langt ind i Oktober; men målet
er sat, og det hedder "GøteborgsVarvet" den 17. Maj
1998, hvor fortryllelsen forhåbentligt udløses. - Jeg
bliver nok nødt til at kalkulere med 1500 km EGA inden
det kommer så vidt, og det kan nok behøve lidt trøst og
opbakning undervejs, så vi ses garanteret på vejen her i
vinter. Skulle en og anden have behov for at hævde sig
lidt på min bekostning, så ved jeg hvorfor, og føler med
vedkommende.
Hvorfor nu GøteborgsVarvet? - Jo fordi bortset fra at
det er det mest veltilrettelagte løb, jeg nogensinde har
deltaget i - det bliver 15. gang her i 1998 - så er der
altså også lige det der med det sociale samkvem, og så
trygheden ved det kendte.
Bortset fra forberedelserne med rigeligt at drikke og gå
for tidligt i seng og ikke kunne sove, så starter løbet
når "holdet" fra Frederikshavn mødes neden for færgen kl
ca. 9.00. Kort efter afgang kommer de første
patteflasker frem, og rundt omkring ses andre selskaber
med patteflasker og sportstasker. Tværs af Hirsholmene
er der så fuld gang i undskyldningerne for hvorfor det
sikkert ikke går så godt i dag, - de rækker lige til
ankomsten i Gøteborg, kun afbrudt madpakken og snakken
om vejret, som desværre altid har været for koldt eller
for varmt. ( Det er først på hjemturen at nogle enkelte
synes at vejret har været rigtig godt, men så har de
også sat personlig rekord).
Fra færgeterminalen går det med sporvogn til
Slottsskogsvallen hvor startnumrene udleveres, og med
godt 34.000 tilmeldte løbere kan det godt give lidt
trængsel i hallen, men det er dog for intet at regne mod
trængslen i startgrupperne, hvor det gælder om at komme
i god tid, for at komme så langt frem som muligt. Der
kan dog nok blive tid til at nyde omgivelserne og de
nyudsprungne bøge som området er begunstiget af.
- Nogle dejlige store bøge som er gode at stå i "læ" af,
- det er der så nogen der gør på alle 360 sider.
Vores supportere vil helst have at solen skinner ned på
skråningerne hvor de ligger og supporter med al deres
energi, medens vi andre løber rundt i Gøteborgs gader.
Starten går præcist klokken 15.00, og så er det med at
komme hurtigt ned i første sving, hvor løberne klumper
sig sammen, og farten sænkes. Det er faktisk lidt af en
præstation at passere den første kilometer på 4
minutter, (især da hvis man aldrig har løbet så hurtigt
før) også selv om man har stået allerforrest og holdt
fast i startsnoren lige indtil starten.
Slangen af løbende mennesker snor sig op gennem
Slottsskogen mellem tusindvis af tilskuere der hepper på
dem de nu genkender. ( Et år var der hele vejen rundt
nogle der råbte "spring Olle" - og det gav selvfølgelig
ekstra kræfter). Mellem fire og fem kilometer passeres
løbets højeste punkt: "Ælvsborgsbron" - 60 meter over
havets overflade,
- det skulle jo nok være til at måle nogenlunde ud, selv
for en svensker.
Fra 1997 er løbet lavet om, og er faktisk blevet noget
lettere, idet der absolut ingen stigninger er fra 6,2 km
til 13,2 km, hvor vi løber langs kajkanten ovre på
"Hissingen", men så kommer "Gøta Ælvbron" og minder om,
at nu er de første to trediedele tilbagelagt. Over broen
er der ingen tilskuere eller orkestre der spiller, og
det gør det ekstra hårdt i den altid voldsomme modvind
op ad broen, en vind der er helt sin egen, og nægter at
ændre retning i forhold til resten af verden. Efter
broen går løbet i en cirkel rundt og ind under broen,
det er vel nok det nærmeste man kommer på en dødsspiral
i levende live, men med kun seks kilometer tilbage er
det til at se en ende på, - det er nu nedtællingen
begynder: - "holder tidsskemaet?" - Det gør det som
regel ikke, og hvis det gør, er det sikkert fordi man
ikke længere er i stand til at holde styr på minutterne.
Nu er der plads til at løbe hvis man har været i første
eller anden startgruppe, og så kan man ikke fordi
trætheden er ved at melde sig. Det er gerne her omkring
de 15 - 16 kilometer, at det over højttalere forkyndes,
at vinderen er kommet i mål, og det er også gerne her
omkring at en eller flere tjenere fra restauranterne
byder på kølig svensk pils, - men ikke engang
svenskerne, der ser ud til at være under ekstremt
psykisk pres, tager imod tilbuddet Ved "Gøtaplatsen" er
der svampestation, og så går det ned langs
sporvognsskinnerne, - her står gøteborgerne virkelig tæt
i mange rækker, -
til "Nya Allén", og nu gælder det om selv på kølige dage
at løbe i skyggen fra husene.
Det kunstneriske indtryk er sikkert også bedre her end
ude i det skarpe afslørende sollys.
Den sidste kilometer, som gerne skal løbes på under tre
minutter for at holde tiden, slutter af med et brat
højresving, inden det går opad med en stigning, der som
jeg husker det, anslået må være noget i retning af 20% -
lige efter toppen på dette sidste bjerg et brat sving
til venstre, og nu går det nedad i et alt for hurtigt
tempo, - benene kan ikke rigtigt følge med og knæene
bliver ikke strakt på noget tidspunkt. Indtil i år
skulle man så over en til lejligheden fremstillet
træbro, - på det tidspunkt hvor denne forhøjning
passeredes var de fleste løbere på trods af strabadserne
i fuld gang med at foretage en lille serie knæbøjninger.
Og så er vi inde på propfyldte stadion, nu er der ikke
tid til at smile til fotograferne -
(det var her Kai Gori for nogle år siden krænkede
blufærdigheden på det skammeligste, hvorfor han heller
ikke modtog noget prøvefoto det år) - før man finder sin
målsluse, afleverer sin stregkode (hvis man ikke har
tabt den - Jens Gården), trykker på sit stopur og
klasker fuldstændig sammen - Som om det ikke var nok, så
modtager man på vej ud af stadion en banan og en
tonstung medalje som belønning for at have gennemført.
Efter et forfriskende bad, i et lille baderum sammen med
200 andre, er man ikke særlig frisk, men har alligevel
mod på at gå ned til færgen - på den første del af
spadsereturen kan vi følge de sidste mange tusinde
løbere på de sidste kilometer. (tidsgrænsen er tre timer
og sidste startgruppe starter 15.42).
Sejladsen hjem bruges til at få noget at spise, og få
genoprettet væskebalancen
(i år havde Claus arrangeret og bestilt bord, mon han
gør det igen ?), og så til enten at fremhæve sine egne
gode resultater, eller til at rode sig ind i nogle ret
fantastiske teorier om hvorfor man ikke lige var det der
minut eller to hurtigere. Det er som regel ikke gået
helt naturligt til. - Det er dog yderst sjældent, at
nogen har kunnet fremvise bare en ødelagt løbesko.
Når landgangen er passeret er man færdig med at stå, gå
og løbe i kø for den dag, og hvis resultatet af løbet
ikke var for godt, er man bestemt ikke i tvivl efter
sejlturen, men som regel er der Limfjordsløb næste dag
og det er der sandelig nogle af de mest hårdføre "Fakker"
der også deltager i. God fornøjelse! siger jeg bare.
Ole Bang
