Se, det var et marathon
Af Willy og Lars
Uha uha endelig hjemme igen, dette er både første,
sidste og eneste gang jeg lader nogen, som jeg ikke
kender, arrangere en tur til et marathon så langt væk.
Dette var så indledningen til en, tror jeg nok, både for
Lars og mig "uforglemmelig" tur til Rotterdam.
Engang i vinterens løb fik vi i FAK 66 en invitiation,
fra motionsklubben AMOK i Ålborg, til at deltage i en
tur til Rotterdam marathon. Lars og jeg selv sagde
hunden, besluttede os til at takke ja, og gik i skarp
træning. Efter mange genvordigheder, det være sig både
med lange kolde og våde ture, med forkølelser,
halsbetændelse og den virus som har ramt næsten alle og
enhver, følte vi, at nu var vi endelig ved at være i
form, da Lars så igen (det lille pus) løb ind i en
halsbetændelse, som han så måtte tage med til Rotterdam.
Fredag den 18 april kl. 13,37 startede vi så i godt
humør, toget kørte præcis, og vi var på vej til Ålborg,
hvor vi skulle støde til gruppen fra AMOK. Vel ankommen
til Ålborg, gik vi i god tid over til rutebilstationen,
hvor vi blev vel modtaget af Amok's marathon deltagere.
Man kunne måske allerede den gang, have fået en lille
bange anelse, men hvorfor skulle man det, vi var dog
trods alt fulde af forventninger, men bussen var over
tre kvater forsinket, afgangen var sat til 15,45, men
blev omkring halv fem, fordi chaufføren ikke kunne finde
ind til Ålborg busstation !!!
Nå, men afsted kom vi, med kurs mod rastepladsen ved
gudenåen, hvor vi skulle have to nye chauffører ombord,
som så skulle køre os til Rotterdam, med en omvej af
Esbjerg, hvor nogle fra Fanø skulle støde til. Men her
gik det galt igen, for i stedet for at tage den nærmeste
vej, som de måske ikke kendte, tog de en noget længere,
hvilket en af deltagerne fra Ålborg, ved navn Benny, med
rette gjorde dem opmærksom på.
Efter Esbjerg satte vi kursen mod grænsen, hvor vi fik
handlet lidt, derfra til en rasteplads nede i Tyskland,
hvor vi mødtes med en bus fra København, som havde
nogle, der også skulle til Rotterdam. Der blev bussen så
lavet om til en såkaldet natbus, klokken var nu, så vidt
jeg husker, omkring en time efter midnat. Til køjs kom
vi, men selv om vi fik sovet, for det gjorde vi dog
trods alt, så var det med mange afbrydelser, de tyske
veje er absolut ikke lydløse, og to mand ved siden af
hinanden i to vandretliggende sæder, er selvfølgelig
ikke det bedste natteleje to nætter før et marathon.
Men vi ankom dog til Rotterdam omkring halv syv i
rimelig godt humør, men det må jeg sige, kom hurtigt ned
på nul grader, for da vi var kommet ombord på den
kanalbåd, som skulle udgøre vores flydende hotel, blev
vi i nedgangen til kahytterne, mødt med den besked, af
ja hvad skal vi kalde hende, "Skipperkonen", som var den
der stod for den daglige drift, at vi kunne komme igen
klokken halv elleve. Der stod vi så, trætte, ville gerne
have været i køjen til en lille lur, men det kunne så
ikke lade sig gøre, så det var bare af sted igen, men vi
skulle selvfølgelig også have noget morgenmad, så det
spiste vi på central banegården. Da vi klokken halv
elleve vendte tilbage, fik vi en kort orientering om,
hvad vi måtte og ikke måtte, og så var det ellers ned og
se dyner. Men inden da, og der må jeg inskyde, viste Jan
sig som en virkelig kammerat, han samlede de kort
sammen, som vi skulle bruge for at få udleveret vores
startnummer, T-shirt og forskellige andre ting, og med
dem i hånden drog han fra Amsterdam til Rotterdam, en
togrejse på over en time frem og tilbage, som han så
sparede os for. Det var virkeligt et smukt træk.
Vi i kahyt nummer seks, beboerne i hver kahyt havde fået
tildelt et navn, havde fået navnet "eliten", et navn som
forpligtede, må jeg nok sige. Eliteholdets døbte navne
var: Leif, som var holdets kaptajn med den svære opgave
at holde styr på os. Holdets benjamin Ference (Frants),
som havde sat sig selv den svære opgave, at slå sin
træners tid på 2.54.50 eller der omkring og gjorde det
med bravur, i tiden 2.53.23, en fin personlig rekord, da
hans gamle tid var noget over 3 timer. Da turens
arrangør vidste, at vi fra FAK 66 er nogle seriøse
mennesker, havde man selvfølgelig placeret os sammen med
to andre ligesindede, så Lars og jeg var kommet i godt
selskab.
Næste dag var så dagen, søndag den 20 april, dagen vi
alle havde arbejdet hårdt for, dagen som helst skulle
blive en succes, Rotterdam marathon. De som ikke var
vågne, blev purret, for nu at blive i sømandssproget,
klokken halv otte. Derefter indtog vi så morgenmad af
forskelligt karakter og diminsioner, vi er jo
forskellige, og derefter toget til Rotterdam.
Stationen i Rotterdam, stedet hvor vi klædte om og
skulle have et dejligt varmt brusebad efter løbet, lå
umiddelbart i nærheden af start og mål, så det kunne
ikke være bedre. Stedet hvor vi klædte om, var en høj
bygning, vi blev placeret på syvende etage, men mere om
det senere. Præcis klokken 12 gik starten, efter en for
Lars, Frantz og jeg selv lidt kaotisk periode, vi var
alle tre placeret i startgruppe C, og vi kom
selvfølgelig over på venstre side, hvor A og B var ,så
vi måtte tilbage og over på den anden side. Men starten
gik, og alle kom godt af sted, jeg havde på forhånd lagt
mig fast på en kilometer tid på fire minutter, som jeg
så håbede, kunne holde det meste af vejen hjem, da jeg
ikke rigtig viste hvordan min form, var så tidligt på
året. Vejret, som både var godt og dårligt, var koldt
(6-8 grader), der var sol ja, men der var også en frisk
vind, som kølede os godt af, når vi kom i skyggen. Jeg
må, når jeg taler for mig selv, sige, at løbet gik godt,
ud til 32 kilometer holdt jeg min tid på fire minutter,
men derefter gik det lidt ned af bakke, så at jeg ved 35
km., var 47 sek. efter tidsplanen, og ved mål 3.20 min.
så min sluttid blev 2.51.59.
Lars som havde haft en lang periode med forkølelse, og
var blevet rask, fik sig 14 dage før start en gang
halsbetændelse, som resulterede i at skovsneglene susede
op og ned i halsrøret, så det var ikke den bedste optakt
for ham, og det havde selvfølgelig, både på det fysiske,
men så sandelig også på det psykiske, betydning for hans
løb. Derfor må jeg , selv om Lars var meget skuffet over
sin sluttid, sige, at tiden 3.35.? selvfølgelig ikke med
den form han var i, havde været tilfredsstillende, hvis
han havde været rask, men det var han jo ikke. Men jeg
må også sige, at Lars viste moral af megen høj klasse,
da han ved 9 km. begyndte at få ondt i maven, fortsatte
til 15 km. vaklede lidt frem og tilbage, og løb så vidre
til 25 km mærket hvor han sagde : "IKKE MERE" , Men
alligevel efter at have sundet sig lidt, løb vidre og
kom i MÅL.
Ruten er selvfølgelig en hurtig rute, der taler tiderne
jo for sig selv, men den er ikke en pind lettere eller
fladere end f.eks. Berlin.
Der er sat verdensrekord, javel, tilbage i 1988, men ser
man på de sidste år, er det kun ganske få sekunder der
adskiller Boston, Rotterdam og Berlin. Når man ser på
profilen af ruten, er der to stigninger, der falder en i
øjnene, og det begge gange turen over Erasmusbrug.
Første gang er kort efter start, hvor ruten stiger fra
nul til knap tyve meter over en strækning på to km.,
næste gang er fra 16 til 23 km. hvor den stiger fra
minus fem til plus knap tyve, og det fremkommer
selvfølgelig ved , at meget af Holland ligger under
havets overflade.
Nu må man ikke få den opfattelse, at jeg ikke bryder mig
om at løbe Rotterdam marathon, for det gør jeg. Det var
et godt løb med en masse medlevende tilskuere, og når
jeg siger mange, så var der virkelig mange. Med hensyn
til depoter var det som alle andre steder, når det er
koldt. Vandet og en energidrikken var for koldt, men
efter tyve km kunne man få lunken the, så det lunede.
Da jeg kom i mål, blev jeg mødt af en ung pige, som
overrakte mig en konvolut, der fortalte at jeg var
blevet nummer tre i min aldersklasse. Der stod også, at
man gerne ville se mig, til en sejrsceremoni i City
Hall. Så da jeg var blevet vasket ?, "her er det syvende
etage kommer ind i billedet igen", for når de brugte
vand i de underliggende etager, kunne de ikke presse
vandet op på syvende, og det opdagede jeg ikke før, jeg
havde sæbet hår og krop ind, så da var jeg lige ved at
blive hidsig. Men skyllet blev jeg, og over på City Hall
kom jeg.
Der fik jeg overrakt, af en køn ung kvinde, en pokal og
en buket blomster, medens der blev taget billeder.
Medens jeg stod og fik mig et glas cola, man er vel
seriøs, kom der en mand hen og fortalte, at der også var
en pengepræmie, så han behøvede min bank's navn og mit
kontonummer. Hvormeget det er, ved jeg i skrivende stund
ikke, da jeg ikke har modtaget dem endnu.
Jeg glemte
selvfølgelig i bar befippelse at spørge.
Efter alle var kommet i mål, og var blevet vasket ? tog
vi tilbage til Amsterdam, hvorefter alle i samlet flok
drog ud for at spise, en af Ålborg folkene havde i
forvejen bestilt mad og plads til os.
Lars og jeg blev der ikke særlig længe, vi var, tror jeg
nok, begge to noget trætte og havde mest lyst til at se
dyner. Men også fordi vi vidste, at næste dag ville
blive en hård dag. Det var nemlig sådan, at da vi lørdag
formiddag blev instrueret af "Skipperkonen", fik en
noget, må jeg nok sige, kedelig meddelelse, og det var,
at vi ville blive vækket til morgenmad klokken seks!!!!!
så efter jeg havde fået ringet hjem til Jette, var det
bare om bord og til køjs. Der gik forresten kun ganske
kort tid, inden resten af eliten indfandt sig.
Næste morgen efter morgenmaden og efter vi havde fået
vores bagage til opbevaring på en anden båd, begav vi os
så ud på en femten timers slåen ihjel tiden tur, og det
er nu noget af en opgave, når man ikke sådan lige er
bestemt på det. Så hvorfor nu det, jo bussen ville først
komme klokken toogtyve. Men jeg syntes nu, at vi klarede
det ganske godt.
Vi startede med at drikke kaffe i jernbaneresturanten,
hvor vi snakkede om, hvad vi skulle foretage os de mange
timer. Nogle ville på rundfart, og derefter med en bus,
men det havde Lars og jeg selv ikke lyst til, så vi
besluttede os til at drive rundt i byen. Vejret var
heldigvis med os, så resten af dagen vandrede vi }syren~
ud af benene.
Man tror måske, at det var en kedelig måde at tilbringe
dagen på, men det var det nu ikke.
Der sker en fantastisk masse, når man sådan vandrer
rundt, kanaltrafik af en hver art, som vi fik megen tid
til at gå med at se på, de mange mærkelige huse i
Amsterdam, de listige gader hvor damerne sad til
parade,og så menneskerne, for som Lars sagde:
Der er nu noget ved en storby, som man ikke finder andre
steder, og det er, at man tør leve moden helt ud, og det
gjorde de sku. Der var virkelig påklædninger af en hver
slags, det er ikke så let at forklare, men ihvertfald
tilbragte vi med fornøjelse en stor del af tiden, med at
betragte de mange forskellige mennesker som gik eller
kørte forbi. Alt imedens vi nu slaskede rundt, gled der
et betragteligt antal cola'er ned, (det er jo godt for
væske og sukker balancen), SÅ en bænk, en cola og solen
der skinnede en i ansigtet, er nu ikke det værste man
har.
Men endelig blev klokken omkring enogtyve, hvor vi havde
aftalt at mødes med de andre nede ved båden med bagagen.
Derefter hen til hvor bussen skulle afhente os, og
klokken toogtyve blev der spejdet med stor længsel, men
ak og ve igen forsinket, hvor længe kan jeg ikke huske,
men en halv time klarede det ikke, men endelig kom den.
Jeg ved ikke om disse buschauffører, er nogle specielle
mennesker, eller om det er fordi vi var trætte, men de
gjorde sig ret hurtigt upopulærer hos nogle af os, det
er måske forkert at sige de, når det i virkeligheden kun
var den ene jeg hørte.
Men her fik vi os en anden ubehagelig overraskelse, og
det var dog ikke chaufførenes skyld, men selvfølgelig
ene og alene Benn's Rejser der var skyld i det, men det
var selvfølgelig chaufføren, der måtte stå for skud. For
hvem stod og skulle med hjem, Fanøboerne,så det vil
sige, at vi skulle en tur rundt Esbjerg på vej hjem, og
det må jeg sige, at det var vi sku ikke særlig glade
for. Som et kuriosum kan jeg nævne, at Lars og en af
damerne fra Ålborg blev smidt ud af bussen, inden vi kom
af sted.
Cirka 1-2 timer efter afgang blev bussen atter lavet om
til natbus, og da var jeg simpeltnen så udmattet, at da
jeg endelig faldt i søvn, trods Lars's snorken, sov jeg
som en død. Det er nu mærkeligt med Lars,han ved ganske
bestemt, at han ikke snorker, for da vi sov ombord i
båden, og Leif og Ference spurgte ham, hvordan han kunne
holde sin egen snorken ud, hvad sagde han så ? Det må
have været Willy. Men så var det nu godt, at de kunne
fortælle ham, at Willy lå i overkøjen og den snorkende i
underkøjen.
Da jeg vågnede, var vi i Frederica, hvor dem fra "Bondebyen"
skulle sættes af, derefter en lille omvej for at drikke
morgenkaffe inden kursen blev sat mod Esbjerg. Efter
Esbjerg havde vi en forholdsvis rolig tur til Ålborg,
hvor vi ankom cirka klokken fjorten. Efter et pænt
farvel til de brave og alt i alt flinke Ålborgensere,
tog vi, og der var vi heldige, toget treogtyve minutter
over fjorten.
Fem kvarter senere var vi Frederikshavn og kunne sige,
at nok var det en dejlig tur, men også en besværlig, som
selvfølgelig ville have forløbet helt anderledes, hvis
man kunne have fyldt en bus med ene løbere.
Nok til Rotterdam igen, men ikke med et blandet
rejseselskab. For løbet var der nu ikke noget i vejen
med, for selv om Berlin!!!!!!!!!!!!!!!!!
Med sportslig hilsen og håb om en god sommer på
løberfronten
Lars og Willy
