|
Udgaven af årets "mest
populære" løb i FAK 66 fandt sted lørdag den 17 juli
1999 hos Lene og Preben, som med sædvanlig opfindsomhed
gjorde det til en dejlig dag, synd ikke flere kunne
deltage, men det var jo lige i den såkaldte
industriferie, og hvem havde også glemt, at De ville
sidde på Mallorca lørdag den 10 juli, dagen som De
selv havde bestemt som løbsdag.
Vi mødtes altså i dejlig solskin, lørdag eftermiddag kl.
16 på Flade Engvej, Vi, det vil sige Ida og Jørgen,
Helle og Max, Pia og Ole, Gitte og Jørgen " bager ",
Tage, plus Jette og påhæng, i det efterfølgende kaldet
Willy, med værtsparret Lene og Preben, samt Rune og en
kammerat til Rune. Efter velkomst, hvor Preben af en
eller anden grund advarede de andre om at holde Willy
langt væk fra øllet?, blev vi instrueret om hvor løbet
skulle foregå. Efter instruktion begav vi os, de som
kunne løbe eller skulle, i samlet flok ad Flade Engvej
til en lille skov/lund nede ved Rønnerne. Rønnerne er
til orientering for de som ikke ved det, der hvor
Rønnehavnen mærkværdigvis nok er placeret og hvor
campingpladsen ligger.
Nu tror de uindviede selvfølgelig, at i dette meget
specielle løb drejer det sig om, at drikke så meget øl
som muligt, men der tager man skam helt fejl, for nok
vil vi have vores part af det øl der bliver serveret,
men vi vil så sandelig også vinde, vi er vel seriøse!
Derfor vil jeg lige give en kort orientering, til glæde
for de som ikke har oplevet Ølmilen. Ølmilen kan foregå
på en ottetalslignende rute, en rundstrækning eller en
frem og tilbagestrækning, det vigtigste er, at man altid
vender tilbage til ølbordet, for der at modtage sin
velfortjente belønning, for pigernes vedkomme en
tredjedel af en øl og for mændene, som i dette tilfælde
af en eller anden grund bliver tilgodeset med en halv
øl, hvorefter man fortsætter løbet indtil man har løbet
7.532,48 m., hvilket svarer til 1 dansk mil., = ca. 3 –
3,5 øl.
Da vi ankom til stedet, hvor bordet skulle placeres,
mente Preben at Lene skulle tage os med på en prøvetur,
da ruten efter hans udsagn kunne være noget
problematisk, jeg tror han skulle "prøvesmage" øllet,
men af sted kom vi. Bedst som nu vi løb der stille og
roligt, Jørgen og jeg bagerst, satte Jette og Helle sig
ned, men hvad de lavede kunne jeg ikke se, men derom
senere. Det var en dejlig varieret rute, udelukkende på
skov- og græsbund, undtaget sidste omgang hvor vi løb et
lille stykke på asfalt, flad, men med en lille stigning
op til kanonmuseet. Da vi kom tilbage til Preben og
ølbordet, blev der trukket lod om, med hvem vi skulle
løbe sammen med. Vi var 10, altså 5 hold, som kom til at
bestå af Lene og Tage, Ida og Max, Helle og Willy, Pia
og Jørgen B og Jette og Jørgen Larsen, jeg tror nok, at
det også var start rækkefølgen. Og så fik vi til sidst
at vide, at der på sidste omgang var indlagt en lille
opgave som skulle løses.
Løbet blev sat i gang, løberne af sted med tre minutters
intervaller, Preben som tidtager og Gitte som
protokolfører og Ole som ølopskænker og fotograf, jo der
var styr på tingene, og så gik det over stork og sten.
Da Helle og jeg blev sendt af sted, fandt vi hurtigt ind
i en god rytme, som vi var sikker på vi kunne holde hele
vejen hjem, i modsætning til visse andre, som vistnok
gik lidt kold på det sidste. Og så er det vi kommer til
det med Jette og Helle, og hvad de lavede på prøveturen.
Da nu Helle og jeg havde løbet ca. en tredje del af
ruten, og kom dertil hvor de to havde siddet og lavet
hvad ved jeg, fik jeg syn for sagen, en stor stak som de
måtte have været to om at lave, lå lige nøjagtig hvor de
havde siddet, Helle påstod godt nok at det var fra en
hest, men hvorfor i alverden skulle en hest have lagt
sine efterladenskaber lige nøjagtig der? Da vi kom
tilbage til ølbordet, havde tørsten meldt sig, (Preben
var streng før løbet, ingen øl), så det var dejligt at
få et glas med en halv kold øl i, ogsåHelle så ud til at
nyde det i fulde drag. Og så af sted igen, vi var godt
nok faldet lidt tilbage, efter vi havde løbet en tredje
del af distancen, men derefter åd vi stille og roligt
ind til den tredje plads, som vi havde da vi startede,
som sagt var der nogle der gik kolde til slut.
Opgaven som vi skulle løse på sidste omgang, var en
meget behagelig overraskelse.
Før vi løb ud på omgangen fik vi stukket en lille
plasticpose i hånden, indeholdende et pengebeløb,
hvormed vi i den nærmeste iskiosk skulle købe et
kræmmerhus med et vist antal kugler og dejligt guf. Og
Preben´s ord var: Jeg vil virkelig kunne se I har spist
is og guf. Og jeg tror nok, at ordren blev efterlevet.
Efter at alle var kommet i mål og oprydning som også
inkluderede nedtagning af "vejviserbånd", korrekt
afstemning af tiderne mellem tidtager og protokolfører,
fik vi os
en ekstra øl, alt imedens at fotografen forevige
situationen, husk på vi havde ydet meget og
væskebalancen var lav, så den måtte selvfølgelig
genoprettes. Derefter begav vi os tilbage til Flade
Engvej, hvor et dejligt bad ventede os.
Efter bad og omklædning blev borde og stole stillet op
dekoreret med druer og humle,
der var forklædt som flasker af forskellige slags. Men
men men knapt havde vi fået tallerkener, bestik og
diverse glas på bordet før det begyndte at dryppe, men
Preben havde, eller mon det var Lene, været forudseende
og havde fejet og gjort klart i et halvåbent rum for
enden af værkstedet, så i løbet af et kort øjeblik var
alt flyttet, og over begge grill var parasolen stillet
op, så pølser, spare-ribs og små sammensnoede stykker
skinke/kød led ingen skade, men smagte vidunderligt
sammen med diverse grønsager og kartoffelsalat.
Desserten bestod af marengsbund med jordbær og pisket
fløde, det var bare uhm uhm. Derefter var der kaffe og
tror jeg nok småkager, for hvem der nu ville have det.
Da nu den kulinariske del af Ølmilen var over, i hvert
fald den "faste", var vi kommet til den meget spændende
del, som bestod i hvem der havde vundet Ølmilen. Preben
og
hans protokolfører bad om stilhed og proklamerede, at
for første gang i Ølmilen´s historie, havde to hold
løbet på akkurat samme tid, så der måtte foretages
lodtrækning (da de nok ikke var tjenlig til at løbe om).
Lodtrækningen blev foretaget, og resultatet blev, at Ida
og Max blev udråbt som vindere, (selv om Lene knurrede
over, at hun ikke nåede op til lodtrækningen), de
eftertragtede pokaler blev overrakt, og festen fortsatte
til et eller andet tidspunkt. Så med Max`s glade ansigt
i erindring da han fik overrakt mandepokalen, vil jeg
slutte denne lille beretning, med håb om, at det har
givet andre lyst til at deltage.
Næste udgave af Ølmilen, der også bliver den første i
det nye årtusind, afholdes hos Jette og Willy på Gl.
Kongevej.
|
