THE POLAR CIRCLE
MARATHON GRØNLAND
8. september 2002
Af Else Stellan Jensen
Jeg valgte dette ekstreme marathonløb p.g.a. dets
omtale: Det er ikke en rejse til et marathonløb, men en
ferierejse med et marathonløb – og så var vi (Niels Erik
og jeg) også nysgerrig efter at opleve noget af
Grønlands storslået natur, så derfor kombinerede vi
turen med et firedags krydstogt til Diskobugten.
Det var for øvrigt kun anden gang løbet faldt sted.
Fredag den 6.09.02
fløj vi til Sdr. Strømfjord i Grønland – selve byen var
ikke noget særligt, den minde om en ”containerby” , så
det var godt, at vi ikke skulle være her så mange dage.
Om aftenen var der grillfest ved Old Camp
(vandrehjemmet), der var opstillet 2 store indianertelte
med åbent ildsted og flere kæmpestore grill. Vi smagte
moskusokser, rensdyr, fugle, lam, laks, pølser, fisk,
rejer m.m. samt flere forskellige salater. Det var
vældig hyggeligt og spændende.
Lørdag den 7.09.02
kl. 8,00 blev vi afhentet for at køre på inspektionstur
på ruten.
Vi kørte de 25 km til startområdet, undervejs så vi for
øvrigt nogle moskusokser lige ved vejen – straks var der
bemærkninger: Jeg tør ikke løbe forbi dem, hvis de er
der i morgen. Turen fortsatte ca. 7 km før vi var på
indlandsisen.
Her skulle vi gå – isen var spejlglat, flere faldt og
mange tænkte: Hvordan skal jeg kunne løbe i morgen?
Hjemturen blev studeret og kommenteret nøje, alle var
overrasket over, hvor kuperet terrænet var.
Om eftermiddagen var vi på moskus safari, hvor vi så
flere moskusokser og om aftenen var vi til det
sædvanlige pastaparty.
Søndag den 8.09.02
- marathondagen – vi stod op kl. 5,25, så vi kunne få
morgenmad
de traditionelle 3 timer før starten.
Afgangstidspunktet fra hotellet var 7,15. Alle var godt
spændte og opmærksomme,
da vi kørte de 25 km ud til startstedet.
Denne strækning var jo netop de sidste 25 km af løbet,
så enhver stigning blev kraftigt kommenteret bl.a.: Ja
denne sidste bakke kommer jeg bestemt til at gå opad med
sådan en stigning omkring 40-41 km.
Undervejs blev vi opfordret til at starte med rigeligt
tøj på, idet vi blev orienteret om, at der om natten var
faldt sne, men til vores held var der modvind de første
8 km (så havde vi jo medvind på 34 km).
Temperaturen var ca. 5 minusgrader, men med vinden fra
indlandsisen, virkede det betydelig koldere. Da vi nåede
startstedet fik vi et chok – så bidende koldt – det er
1. gang, at jeg har løbet marathon både med pandebånd og
hue samt bukser fra træningsdragten OVENPÅ vintertights.
Startstedet var lige ved siden af en ældgammel
gletscher, som spejlede sig i søen og en del af ruten
var Volkswagen-fabrikkernes private vej ind på
indlandsisen, hvor de har et superhemmeligt testcenter,
hvor der er adgang forbudt.
Isvejen siges at være ca. 140 km. Da startskuddet
bragede fra jagtriflen begyndte vi ca. 60 løber at
bevæge sig ud på en hel fantastisk naturoplevelse dog
med utrolige barske strabadser på den meget krævende
stærkt kuperede rute (op og ned hele tiden kun ca. 2 km
med lige strækning).
Jeg var blevet enig med Henning om, at vi skulle følges
ad for ikke at komme til at løbe alene.
De første 7 km bød på barske stigninger i alt 200m op
til indlandsisen, jeg kunne ikke få styr på mit
åndedræt, hev efter vejret i den barske modvind – Har
senere fået forklaret, at det skyldes den tørre og kolde
luft.
Her var vi også mange som måtte ned i travetempo.
Hvordan skulle det dog gå. Vores lille gruppe begyndte
at møde de hurtige løbere, som var på tilbagevejen – de
var glade smilede og vinkede, råbte til os, at der i dag
var fint at løbe på indlandsisen, vi havde noget at
glæde os til.
Da vi kom derop blev vi alle positivt overrasket, vi
kunne ”løbe” langsomt, fordi der var faldet sne om
natten – herligt og hvilket flot syn.
Dagen før havde ruten været spejlglat, hvor mange faldt
ved bare at gå.
Ved vendepunktet (8,5 km) sad der en ”rummand” på en
snescooter (det lignede han,
så godt var kan klædt på).
Nu blev det lækkert efter den barske modvind at få
vinden i ryggen og jeg fik styr på åndedrættet. De knap
2 km på indlandsisen føltes som en drøm: Den indre
boblende glæde, som champagnebrus og dette fantastiske
syn af is og sne i solskin. Turen gik videre fra
indlandsisen langs de gigantiske gletschetunger ved
kanten af isen, som ved synet kan give enhver åndenød.
Da vi kom til post 5 -17 km- (det var her starten var)
havde jeg fået varmen og smed træningsbukserne, hue
(beholdt dog pandebånd på) og skiftede den langærmede
trøje
ud med en T-shirt under jakken samt skiftede fra
terrænsko til alm. løbesko.
Henning og jeg løbe videre, det gik bare derud ad i det
smukke landskab (selv om der ikke var sne her) det
enestående ørkenområde i Sandflugtdalen, morænesletter,
tundra og det flotte flora af bær og buske i farver som:
rød, gylden, brun og orange – vitaminer for øjet.
Pludselig stoppede Henning, han havde krampe i benene,
vi gik lidt – prøvede at løbe, men det gik ikke, så jeg
fortsatte alene og nåede snart post 6 ca. halvvejs.
Jeg bevægede mig langsomt videre ad de snoede og kraftig
kuperede veje, kom forbi vraget af den af de tre
amerikanske jagerflyvemaskiner, der styrtede ned i 1968,
fjeldet Sugar Loaf (sukkertoppen) og verdens nordligste
og dårligst golfbane (den lå øde hen).
På lang afstand så jeg 2 moskusokser ved en bakketop. Et
andet sted havde nogle ”jægere” slået teltlejr, jeg nød
den stilhed og ro, som området havde og nød solen, men
frøs når jeg var i skyggen.
Pludselig så jeg en komme gående, da jeg kom nærmere
kunne jeg se, at der stod Grønlandsbanken på ryggen.
Jeg stoppede og snakkede – han havde ”udsolgt”, men jeg
fik ham i gang igen og vi blev enig om at løbe sammen de
sidste 9 km.
Det var dejligt at havde følgeskab. Det viste sig, at
han kom fra Danmark, men havde arbejdet i Nuuk i 5 år.
Turen gik i et stadig flot kuperet område, vi nærmede os
endnu
en gående, det viste sig at være direktøren for Albatros
(rejseselskabet), han var dårlig, havde kvalme og havde
kastet op, ønskede bare at gå de sidst 5-6 km.
Jeg var også ved at være brugt snuppede lidt druesukker
og snakken gik videre med bankmanden. Vi kom forbi et
mineområde, hvor der var opsat pæle langs vejen, der
måtte vi ikke løbe ud (bang!!).
Nu nærmede vi os den sidste frygtede bakke, han havde
det bedre, så nu var det hans tur til at ”hjælpe” mig de
sidste 2 km.
Hurtig blev vi enig om at gå det sidste stykke vej op ad
denne bakke og hvilket syn, da toppen var nået ENDELIG
KUNNE VI SE MÅL OMRÅDET på den tidligere landingsbane i
Sdr. Strømfjord.
Jubii vi var vældig seje, da vi løb ned at bakken og
fulgtes ad over målstregen og med en kanon oplevelse
rigere. Niels Erik tog imod mig ned både kamera og
video.
Løbets læge tog personligt imod alle og spurgte til
vores helbred.
Dette var et spændende og anderledes løb, hvor man ikke
tænkte på tiden men alle de dejligt indtryk – tilskuer
var der ikke mange af faktisk kun dem fra rejseselskabet
– der var ingen grønlændere at se – de mente nok, at vi
var ”godt tossede”. Min tid var jeg vældig godt tilfreds
med i dette ekstreme løb, den blev: 5.23,36 .
Efter et par times afslapning var vi klar til omklædning
og festmiddag – og vi ”åd og drak” livet er jo herligt.
Mandag den 09.09.02 –
fredag den 13.09.02 Vi blev kørt til havnen og
sejlet i en båd ud til skibet, som skulle være vores
hjem de næste 4 dage.
Vi nød turen ud af Sdr. Strømfjord i solskin på dækket
og levede i vild luksus, hvad mad angik.
I løbet af disse dage blev vi flere gange kaldt på
dækket for at se hvaler. Det var en usædvanlig flot
sejltur med de enorme isbjerge omkring os.
Dagen efter lagde vi til i Jakobshavn, som er en af
Grønlands smukkeste områder.
Vi skulle gå ca. 8 km i alt, op igennem byen, et
særpræget syn med alle de forskellige farvede huse og
store områder med slædehunde i lænker.
Vores mål var at se de gigantiske isbjerge i isfjorden.
Flot syn.
Vi så også Knud Rasmussens fødehjem.
Hjemme igen om aftenen var vi 5-6 stykker, som nød 1
whisky eller 2 med et stykke fra indlandsisen (Henning
havde transporteret det de 4 km til skibet).
Onsdag var vi fremme ved den enorme gletschertunge Eqip
Sermia en af Grønlands flotteste. Vi blev sejlet i land
i zodiac gummibåde også en oplevelse i sig selv.
Her oplevede vi gletscher kælve og så et så enormt stort
og smukt landskab.
Vi klatrede opover et stejlt fjeld og nød den
fantastiske natur.
Om torsdagen var vi nået til Holsteinsborg, som er
Grønlands næststørste by, hvor vi var på sightseeing og
så bl.a. 14 slædehunde blive fodret og fik en spændende
forklaring om hvad ”et hundeliv” er i Grønland m.m.
Efter besøget i storbyen sejlede vi hen til en meget
lille bygd Itilleq for at opleve en typisk Grønlands
bygd.
Fredag formiddag var vi igen tilbage i Sdr. Strømfjord,
hvorfra flyet gik til København og med os hjem havde vi
alle en hel del gode oplevelser dels om det skønne
iseventyr og dels om det ekstreme marathonløb.
