Helle's indtryk omkring broløbet over Storebælt
Af Helle Hemmingsen
Sidste frist for tilmelding til Det store Broløb var 28
februar 1998. Der er langt fra februar til juni, så
overvejelserne omkring hvordan og hvorledes er ikke
noget man spekulerer på i så god tid i forvejen.
Det eneste jeg bekymrede mig om var at få nogle
kilometer i benene, så jeg med god samvittighed kunne
sige jeg var klar til den STORE DAG.
Transport
Transport, forplejning, ventetider m.m. var noget der lå
langt ude i fremtiden og noget der jo nok skulle findes
en løsning på. Ca. 1 1/2 måned før løbet ringede Claus
Pedersen og spurgte om jeg vidste hvordan jeg ville
komme til Nyborg .. og ikke mindst hjem igen. Næ,
egentlig ikke.
Heldigvis havde Claus løsningen. LIUF Hjørring havde
arrangeret en bus til at transporterer løbere frem og
tilbage.
Claus havde sat sig på et antal billetter og havde lige
præcis een ledig plads tilbage. Om jeg var interesseret?
Helt sikkert. Så var det på plads.
Brevet
14 dage før løbet kom så en stor kuvert ind af
døren. Brevet var fra Dansk Idræts Forbund og indeholdt
information om løbet. Materialet var ret omfattende og
tilsyneladende var der tænkt på alt. Jeg følte mig i
gode hænder.
Løbsledelsen anbefalede at man ankom til Nyborg senest
kl. 8.00, så man ikke kom i cambolage med de forventede
trafikpropper på begge sider af Bæltet.
Tidligt op og sent i seng
Når man bor i Nordjylland, som jo som bekendt ligger
temmelig langt fra Nyborg, kunne jeg godt regne ud, at
der ville blive tale om at stå tidligt op. Nå pyt, det
er vel heller ingen skade til.
Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for hver
lille pige og hver lille dreng. Jeg følte mig meget
lille da mit vækkeur ringede kl. 02.15 natten mellem
fredag d. 5-6 og lørdag d. 6-6. Max var ikke hjemme, så
da der alligevel ikke var nogen til at tage sig af mit
klynkeri, kunne jeg jo lige så godt stå op, ordne de
sidste ting (tasken var pakket før jeg lagde mig til at
sove), lufte hunden og så begive mig på vej mod
Hjørring.
Bussen skulle køre fra Lundergårdshallen kl. 04.00 og
afgangen kom til at foregå planmæssigt.
Jeg tror vi var ca. 68 afsted, uden jeg er helt klar
over det nøjagtige antal. Med fra klubben var Claus,
Karin, Tage og jeg. Ole Schals, Poul Erik fra Sæby og
andre. Der blev også samlet flere op undervejs.
Selvturen til Nyborg var stille og rolig, selv om man
godt kunne mærke at alle var forventningsfulde.
Der er en særlig stemning blandt folk der alle har et
fælles mål. Vores nerver blev første gang pirret da vi
var halvvejs over Fyn. Kø, lang bilkø på motorvejen.
Tiden går, og vi er klar over, at det der med at være i
Nyborg kl. 08.00 ... det kan bare ikke lade sig gøre.
Jeg bekymrer mig mest om vi når frem, så vi kan nå og
indlevere vores tasker.
På dette tidspunkt regner det, og vejret er i det store
hele ret deprimerende. Gråt, koldt og blæsende. Jeg
havde svært ved at forestille mig selv på den anden side
af Storebælt, uden andet tøj end det jeg lige havde
løbet 21.1 km. i. Kl. 9.30 er vi i Nyborg. Jeg er
hurtigt ude af bussen, og Karin og jeg følger strømmen
ned mod byen. Det er heldigvis holdt op med at regne, og
når man går ca. 35.000 mennesker på en vej der er på
bredde med en almindelig villavej, ja så kan man også
godt holde varmen. Denne følelse af varme, skulle vise
sig at danne grundlag for en temlg dårlig beslutning fra
min side. Da vi endelig nåede frem til bagagevognene,
afleverede jeg nemlig alt ... incl. den sorte plastiksæk
der skulle have holdt mig varm inden starten. Jeg
resonerede at jeg ville have mere brug for den på den
anden side.
Jeg tog grundig fejl, skulle det senere vise sig.
Når så mange mennesker er samlet eet sted, er det nemt
at miste det store overblik.
Og der var stress på ind imellem.
Der var rod og forvirring omkring bagageindleveringen,
og jeg ved fra andre, at ikke alle nåede at komme af med
deres bagage.
Tidsprogrammet skrider
På dette tidspunkt var det klart for enhver, at det
officielle tidsprogram var skredet i svinget. Karin og
jeg var blevet skilt fra hinanden, men heldigvis stod
jeg sammen med Kurt, formanden for Hjørring fra Liuf.
Han var en hyggelig fyr, så jeg var i godt selskab og
ventetiden føltes ikke så slem.
Men det var koldt. Meget koldt. Nede på Nyborg Strand
stod ca. 28.000 løbere, og var klar til start. Meeeen,
det var der lang tid til. Først skulle 8.000
rulleskøjteløber sede asted. De skulle efter planen være
sendt afsted på 15 min.
Der havde løbsledelsen helt klar forregnet sig. Det tog
ca. 5 kvarter at få sendt dem alle sammen afsted.
Dernæst var det rulleskienestur, så kørestolene og
derefter løberne.
Der var strid østenvind og lave temperaturer. Det er i
den slags situationer, man oplever denne helt specielle
følelse af sammenhold og hjælpsomhed blandt helt
fremmede mennesker. Og det var i denne situation jeg
bittert fortrød, at jeg ikke havde min sorte plastiksæk.
Der var en temmelig tåbelig konferencier, der ikke havde
det mindste begreb om tingene. 2-3 gange lod han forstå,
at løbet ville blive skudt af om et par minutter. Dette
var ikke tilfældet, men betød at mange løbere smed deres
sække og trøjer ... for derefter at komme til at stå og
fryse endnu mere.
Starten
Nå, jeg må videre, og gerne frem til starten. Den blev
skudt af ca. 13.30, og denne kæmpe menneskeslange satte
sig langsomt i bevægelse. Jeg tror jeg var placeret ca.
midt i feltet, og der gik yderligere en 1/2tim før end
jeg nåede frem til det sted hvor tidstagningen startede.
ENDELIG. På vej mod Korsør, ad verdens næstlængste
hængebro.
Storebælt skulle besejrers. Ud af Nyborg, under
jernbanen og så op på Vestbroen. Vestbroen er laaang,
skal jeg hilse og sige. Og turen føles ikke kortere når
den foregår i stik modvind. Men det gik godt. Efter ca.
12 km. nåede jeg frem til Sprogø. Og vanddepotet. Det
var en dobbeltbundet oplevelse. Det var godt at få vand,
men det var dårligt arrangeret. Der var kun vand i højre
side af løbsretningen. Dvs. at alle folk skulle trække
over til den samme side ... og da mange måske ikke var
vant til at løbe så langt, standsede de helt op, eller
gik lige så langsomt, når de havde fået deres vand. Det
var skyld i, at der dannedes "propper" som det var svært
at komme uden om. Næste frygtindgydende etape ventede
lige forude. Hængebroen. Ca. 3 km. op ad bakke ved en
stigning der er udregnet til 2,1 %. Ikke Danmarks
stejleste stigning, men den længste. Det var hårdt,
enormt hårdt ... og så alligevel ikke.
Når jeg sidder her og skriver, husker jeg ikke hvor
hårdt det var, men udelukkende hvor stor en oplevelse
det var. Og det var en stor oplevelse. En historisk
oplevelse. Prøv at forestille jer tv-programmet "Hvornår
var det nu det var", når det bliver sendt om 20 år. Os
som var med på broen, vil aldrig glemme den junidag i
1998.
På toppen
Toppen af hængebroen, og så går det nedad. Nedad og ind
i en mur. En mur af vind der giver mig fornemmelsen af
ikke at komme nogen vegne. Et brøkdel af et sekund
virker det hele meningsløst. Så løbes der på "rutinen",
som man siger. Det ene ben foran det andet ... og på en
eller anden måde kommer man jo alligevel frem.
I mål
Mål i sigte. En herlig fornemmelse. Og dog snyder
afstanden altid. Der er altid længere til mål end det
ser ud til. Det at komme i mål var paradoksalt nok den
mest negative oplevelse på hele dagen. Jeg har stor
forståelse for at der ikke kan udskænkes vand i selve
målområdet ... det ville blive kaos med så mange løbere,
men fra jeg kom i mål, fuldstændig dehydreret, gik der
ca. 20 min. førend jeg fik noget og drikke. Arrangørerne
skal prise sig lykkelige for, at det ikke var højt
solskin og 28 grader varmt. Så var antallet af kollaps
nået uanede højder. Her er i hvet tilfælde eet punkt som
der kan drages en lære af, hvis der igen skal
gennemføres et løb i den størrelse. Først vand, banan og
chokolade og dernæst udlevering af T-shirts og medaljer
samt aflevering af chips. Her var det stik modsat. Først
T-shirt, medaljer og aflevering af chips ... også en
lang kø hen til vandet. Forrykt.
Alting har en ende og det har min historie snart også.
Efter løbet fik jeg udleveret min taske med tørt tøj, og
lige efter fandt jeg Tage, Claus, Ole Schals og Poul
Erik. Jeg følte mig meget heldig. Vi drev langsomt
tilbage mod broen, og igen var vi heldige. Det første
hold busser der skulle transportere løbere fra Fyn og
Jylland tilbage til Nyborg, var lige ankommet, og vi kom
med den tredje eller fjerde bus tilbage. Turen over
broen i bus var også skøn. Tænk at man havde løbet her.
Ikke alle kom lige så hurtigt tilbage til vores egen
bus. Der gik ca. 3 timer før alle var samlet, og bussen
kunne sætte kurs mod Hjørring.
Panik og kaos
Mange kunne fortælle om panik og kaos i Korsør, da alle
ville med busserne tilbage hurtigst muligt. Det gik jeg
lykkeligvis glip af.
I vores egen bus var stemningen god, og jeg tror alle
havde haft en god og minderig dag. Det eneste som ikke
lige var så sjovt på turen hjem, var vores toilet i
bussen. Det var godt fyldt og lugtede temmelig
gennemtrængende. Max har et godt udtryk for det at be8ge
et overfyldt toilet: At få "dødskysset" ... det er når
tønden er så fuld, at man .... ja, I kan nok selv gætte
jer til resten.
Hjemme igen
Vi var i Hjørring kl. 23.45. I Jerup kl. 00.30 og i seng
kl. 01.15 .... præcis 23 timer efter start. Om jeg ville
gøre det om een gang til? Helt sikkert.
Min tid 1.51.54.
Se de andres resultater et andet sted i bladet. (Se
resultatliste, Red.)
Tak til alle som var med, og til dem som har kæmpet sig
igennem denne historie. Jeg håber vi har mange, mange
gode fælles oplevelser tilgode.
Helle
Hemmingsen
