Af Ole Bang, august
2000
"Først glemmer du navne, så
glemmer du ansigter, så glemmer du at trække lynlåsen op, og
til sidst glemmer du at trække den ned!"
Han kan blive noget tvær den gamle redacteur, hvis der ikke
løber nogle resultater ind til klubbladet, og ifølge ham
selv kan det ikke være hans opgave at rende rundt og rykke
folk for de tider de har løbet de forskellige løb på. Ikke
desto mindre har han uden min medvirken opsnuset og
offentliggjort min tid fra Göteborgsvarvet i år, - han havde
ovenikøbet den frækhed at sige, at det var en flot tid! OK
flot og flot, det må i så fald være den tillægstid på 22
minutter, der har sneget sig på siden mine velmagtsdage på
de svenske allér og avenuer. - Det der var flot ved min tid
1:45:00, det var, at det var nøjagtig den tid jeg selv havde
forudsagt allerede til nytår. - Talentet taget i betragtning
var det bestemt ikke flot !!!!!!!!!!!!
Det var for øvrigt frygteligt varmt, der var en forfærdelig
masse mennesker i startområdet, man får ikke opgivet sin
reelle tid fra man passerer startstregen og så var ruten
også alt for lang. Stærkt dehydreret, lamslået og fysisk
samt psykisk svækket blev jeg ved 19,5 km passeret af en
kvindelig løber kun iført det allernødvendigste løbetøj, -
sko, g-string og tilhørende overdel, hvilket bevirkede, at
jeg min tilstand til trods var i stand til at fuldføre
løbets sidste 1500 meter på 5½ minut - det var da også flot.
Nå men tilbage til redacteuren, som formentlig flere gange
om ugen glemmer at gøre dette eller hint, hvad der er meget
normalt for ældre mennesker, lige så normalt som det er, at
de samme mennesker husker det der skete langt tilbage, - i
dette tilfælde kunne vores mand på bladet huske, at der
engang var blevet afviklet et DANA MARATHON, hvor ikke
mindre end 5 af klubbens løbere kom ind under 3 timer, - det
kunne jeg også huske, og oveni købet, at det var i 1985. -
Denne sidste erindring har selvfølgelig intet med alder at
gøre, men skyldes især, at jeg var en af de fem, og at det
var første gang jeg gjorde så kort proces med de par og
fyrre kilometer.
Jeg vil nu tillade mig at fortælle om løbet, da det bortset
fra "Nyhedsbrevet" er det eneste jeg (selvforskyldt)
efterhånden får for kontingentet. De der har hørt historien
før kan så stoppe her, og skulle der være en enkelt, som
endnu ikke har hørt om mit historiske løb i 1985, så kan hun
glæde sig til en historie der bestemt ikke er blevet ringere
med årene.
DANA MARATHON blev første gang afviklet den 10. September
1983. - Nogle løbere havde ladet sig inspirere til at stable
et hel- og et halvmarathon på benene i Frederikshavn, efter
at have deltaget i Göteborgsvarvet, som startede i 1980 med
1800 tilmeldte, og havde udviklet sig til at have 12.500
tilmeldte i 1983 ( i 1991 og 1995 over 35.000).
Der var altså ikke meget at betænke sig på for en ildsjæl
med hang til motionsløb, og en sådan havde vi i Kai Gori der
både var med i FAK´s bestyrelse og var formand for
Hjerteforeningens Motionsklub her i byen. Kai har altid
gjort meget for at få så mange som muligt med ud at løbe, og
han kunne altid glæde sig over andres gode resultater, -
ikke fordi han ikke selv deltog for at blive en af de
bedste, og ikke fordi han ikke som os andre også havde flere
gode undskyldninger for et ringere resultat end forventet, -
som regel skulle han lige en gang eller to på toilettet. -
På den måde kunne Kai på træningsturene komme sidst hjem,
men i den bedste tid, da han havde normtider for sine
smutærinder ind i skoven, - disse tider blev så modregnet
bruttotiden. Nogle gange måtte han foretage 3 til 4 hurtige
besøg (arbejdstakt 200) i skoven for at få den bedste tid. -
Sært nok har han aldrig deltaget i orienteringsløb!
Andre medlemmer lagde selvfølgelig også et kæmpe stykke
arbejde i at arrangere løbet, de to jeg husker bedst er
Jørgen Nielsen og Bent Larsen, men andre må også have
deltaget.
Forud for løbet var der foretaget en grundig markedsføring i
Sverige, og i den lokale avis kunne man læse, at den
tidligere sværvægtsverdensmester i boksning Ingemar Johanson
havde tilmeldt sig løbet - han kom også til byen for at
deltage, men måtte opgive på grund af en knæskade. Med 895
tilmeldte løbere på de to distancer tegnede alt til, at
løbet var kommet for at blive, men hvor det gik fremad i
Göteborg, gik det af uforklarlige årsager tilbage her i
byen, og i 1987 løb et felt på ca. 100 løbere det sidste
DANA MARATHON.
Men tilbage til 1985, hvor alt tegnede lyst, og klubben fik
5 løbere under tre timer i det samme løb. Noget af et
vendepunkt for klubben i den disciplin.
DANA MARATHON var et såkaldt kyst til kyst løb, hvilket
betød, at vi startede i Tversted ved Vesterhavet, og
sluttede i Frederikshavn ved Kattegat. Turen til Tversted
var i bus, og jeg husker tydeligt, at Tage fortalte, at han
aftenen før havde spist en stor chokoladeis for at lade op
til løbet. Jeg blev selvfølgelig forarget over den slags
dårskab, men måske mere over at jeg fik en frygtelig trang
til selv at få en kæmpeis.
Dengang som nu var vi ellers meget seriøse, når vi skulle ud
at løbe marathon, og da vores tider som regel lå meget tæt
på hinanden, må vi have været nogenlunde lige seriøse, lidt
mere "seriøs" end gennemsnittet var Jørgen Larsen nok, og
han havde allerede været under tre timer på distancen. Siden
den tid har han, for os andre præket imod grisekød og den
altid overvældende fedme der ifølge ham altid har hængt ved
os.
Det mest irriterende var, at han løb på så gode nogle tider.
Træningen bestod som nu, af nogle lange ture på 25 - 30 km.
- For mit vedkommende skulle talentet gerne række til de
sidste minutter, da jeg gerne var på ferie til midt i
August, og derfor kun havde en måned til at komme mig over
ferien og til at komme i marathonform, det gik nu ganske
udmærket da grundformen selvfølgelig var der fra forårets
træning. Det var altså bare med at komme ud på nogle lange
ture, og få noget fart på.
I min motionskalender fra 1985 kan jeg se, at træningen til
DANA MARATHON startede den 14. August med en 22 km.-tur
efter 14 dages pause i Norge. Tirsdag inden et marathon løb
vi næsten altid en 30 km. - For mit vedkommende var jeg som
regel også forkølet en uge før, eller op til selve løbet. I
dag taler man meget om hvileperioder op
til et langt løb, den slags kendte vi ikke til, og mente
vel, at det var vigtigt at have træningen så tæt på løbet
som overhovedet muligt, - tre dages hvile var obligatorisk
den gang - Men vi var 15 år yngre, og så havde vi ikke andet
at miste end skosålerne.
Den 14. September 1985 var ingen undtagelse med hensyn til
fejlslagen træning og lignende, og så var det et rigtigt
møgvejr med kraftige tordenbyger, så vi fik husly i
bådehuset ovre i Tannisby for ikke at være alt for våde og
kolde når starten gik kl. 14.00. Løbet var omtalt som et løb
i medvind, da man næsten altid har vestenvind i Vendsyssel,
- vinden var dog, bortset fra 1984 hvor jeg ikke kunne
deltage, altid fra
øst når vi løb DANA MARATHON.
I Maj måned havde Christian Larsen og Per Anderson løbet
marathon i København på nogle tider der lå helt nede omkring
de tre timer, så forventningerne var store, nu skulle det
være! Jeg havde dog ikke de store ambitioner, da der var
tale om mit andet marathon, det første var i 1983 og tiden
var 3:58, så et realistisk bud var 3:15 troede jeg nok, at
jeg mente. Min taktik gik ud på at lægge ud med 4 minutter
pr. km. de første 10 km. Derefter se hvordan jeg havde det,
og lade kræfterne råde.
Psykisk har jeg altid delt turen op i etaper, - den første
på 30 km. (kan du løbe 30 km. - og det kunne vi jo - så kan
du også løbe de sidste 12 km.) skulle helst klares på under
2:06, så havde du 4½ minut pr. km. til de sidste 12. Den
anden etape 7 km., så havde du løbet mere end halvdelen af
de sidste 12 km., og ved 37 km. er der ikke mere end 5
kilometer tilbage, 5 km. er ingenting når man kan løbe 42
km. Den tredje etape 3 km.,
når du har passeret 40 km. skiltet kan du se, at det vil
lykkes, og får nye kræfter til at løbe de sidste 2,195 km.
på under 8 minutter. - Man er altid klar over om taktikken
holder eller ej, men man skal være opmærksom på, at det er
komplet umuligt for en normal hjerne at holde styr på
minutter pr. km. når man har løbet over 30 km.
i "konkurrencetempo".
Nogle gange har man sat skiltene så de tæller nedad, så går
det i kage, men det værste var dog i Randers, hvor skiltene
talte opad til 21 km. så var der 195 meter der ikke talte,
og så begyndte skiltene at tælle nedad. Prøv at forestil dig
det! Du har passeret 21 km. og så går der alt for lang tid
til det næste skilt, som er 20 km.-skiltet. Jeg var ikke
bare ved at gå ud af løbet, jeg var ved at gå grædende ud.
Først ved 16 km.-skiltet gik det op for mig, at de tæller
anderledes i Randers end i resten af verden.
Inde i bådehuset var stemningen meget forventningsfuld, og
også lidt afventende, da regnen piskede ned i bygerne, og
det ene tordenskrald afløste det andet, muligvis var det
Christian der udløste alle disse spændinger, for han var
virkelig opsat på det helt store.
Da vi ca. et kvarter før starten listede ud af bådehuset,
var regnen stilnet noget af,
men det var stadig koldt for årstiden, så det var godt at få
varmet lidt op. De mørke skyer var med til at lægge en lidt
dyster stemning over startgruppen, og der var underligt
stille ude mellem klitterne - lidt uvirkeligt føltes det,
men vi var jo også langt hjemmefra og til fods.
Klokken 14.00 fyrede Bent Larsen startskuddet af, og så gik
det endelig løs, som sædvanlig oppe forrest i feltet op
gennem Tversted i en længere og længere række - alle mod
målet på Frederikshavn Stadion.
Nu skulle det så vise sig om taktikken holdt, for selv om
jeg regnede med 3:15, så løb jeg selvfølgelig mere efter
2:59 eller derunder.
Da vi kom ud af Tversted befandt jeg mig i en
firemandsgruppe, hvoraf den ene var en kvinde, som havde to
mand med fra Århus 1900. Senere fandt jeg ud af det var
selveste Joan Carstensen, - et stort navn på den tid, og hun
havde til min store glæde valgt at løbe løbet med en
hastighed af præcis fire minutter pr. km. Hendes følgesvende
skulle så holde styr på tiden og fortælle hvor hurtigt den
sidste km. var løbet: " 4:06 på den sidste"! - "Så går det
for langsomt"! - "3:58 på den sidste"! - "Fint"! - "4:00"! -
"Så er vi vist ved at finde rytmen"! Jo det var skam en
snakkesalig gruppe jeg var kommet i, men 10 km. blev
passeret på 40:02 så det var jo godt nok, og jeg fulgte med
til 12 km. inden jeg lod mig falde lidt tilbage, - med en
gennemsnitsfart på 4 minutter pr. km. skulle det tage
2:48:00 plus de sidste 195 meter. Joan Carstensens sluttid
blev 2:48:42 - imponerende!!! - En kvinde med sådan en
præcision er sikkert ikke pissesjov at bo sammen med.
Samtidig med at 12 km. var passeret, og jeg fik trang til et
lidt lavere tempo, kunne jeg konstatere, at Erik Strøm og
Per Anderson som hele tiden havde øget afstanden forude, nu
var ved at forsvinde i finregnen, så der blev virkelig
satset der fremme.
Man siger, at tro kan flytte bjerge, jeg spejdede efter Erik
og Per, og filosoferede over hvorfor mon jeg er mere normal
end andre mennesker, - vi vidste jo, at vi var lige seriøse
med træningen, og at vi var nogenlunde lige hurtige når det
kom til stykket.
Det der med talentet har gennem tiderne vist sig at være ret
så afgørende, da de store løbere har trænet på vidt
forskellige måder, og på vidt forskellige distancer.
- Den argentinske brandmand der vandt OL-guld i 1948 i den
godt nok beskedne tid 2:34:51 løb aldrig mere end 70 km. om
ugen under træning. Emil Zatopek som vandt
OL-guld i 1952 på 2:23:03 havde forinden ved de samme lege
vundet og sat olympisk rekord på både 5.000 og 10.000 meter.
Zatopek der havde en mildt sagt underlig løbestil vakte
forundring når han straks fra start kastede hoved og arme
fra side til side og skar grimasser, som om han var inde på
de sidste hundrede meter af et marathonløb.
Han blev kaldt for "Uhyret fra Prag", og en journalist skrev
engang:…"han skar ansigt, som om han var ved at forbløde
efter knivstik og var blevet forgiftet". Zatopek var meget
seriøs - for nu at fastholde det udtryk, - hvis ikke han
kunne komme hjemmefra for at gennemføre sin træningstur, som
han ellers aldrig svigtede så fyldte han badekarret med vand
og tøj og "løb" så i det i 2 timer. Den psykiske træning
bestod i at holde vejret så længe, at det gjorde så ondt, at
han var ved at besvime. Det skulle vænne hjernen til at
fungere selv om kroppen ikke fik ilt nok.
I Rom i 1960 og siden da, har marathonløbene været domineret
af eksperter på distancen, og en af de største eksperter var
netop vinderen i Rom - Abebe Bikila som vandt i tiden
2:15:16, vel at mærke på bare fødder, da hans løbesko var
gået i stykker umiddelbart før starten og han ikke turde
tage nogen chancer ved at løbe så langt i et par helt nye
sko. Nye sko havde han ikke besvær med at skaffe, da han
vandt OL-guldet i Tokyo i 1964 i 2:12:11.
Af danske løbere mindes vi nok bedst Henrik Jørgensen, Allan
Zachariasen og Dorthe Rasmussen, men også pioneren Thyge
Thøgersen der med en sjetteplads i Rom i 1960, skrev sig ind
i dansk atletikhistorie.
Jørn Lauenborg er et kapitel for sig selv, da han efter eget
udsagn ikke kunne undvære sine 30 cigaretter om dagen, må
det vel siges at være ret godt "gået" at vinde Drammen
Marathon i tiden 2:12:58. - Han startede engang Odense
Marathon, og da sidste løber havde forladt startstedet, fik
han sådan en lyst til at løbe selv, at han skyndte sig at
klæde om, få nummer på, piske afsted og vinde løbet.
Da nu Joan Carstensen og hendes væbnere var forude, og der
ikke var nogen lige efter, løb jeg helt mutters alene på
nogle helt ukendte veje, himlen hang tung og faretruende
over mig, og tankerne jog som gale rundt i hovedet: "hvis nu
du satser alt for voldsomt, og bliver nødt til at gå det
sidste stykke op ad Hjørringvej??? Så hellere udgå!!! - hvis
nu du holder farten så er der gode chancer for at nå ind
under 3 timer, men hvad med de andre, som ligger langt
forude??? - Nå du må hellere tage den med ro!!! Apropos
Tage, bare han nu ikke kommer op og løber forbi, så er du da
helt knækket - uha uha!!! - Det
er i orden med Jørgen og Ole og Erik, og skidt med om Per og
Christian kommer først i mål, de var jo alligevel langt
foran, men Tage, der havde spist den der store is dagen før,
nej det kunne vi ikke ha´!!! 15 km. det ser fint ud, med den
fart runder du 30 km. på lige under 2:02:00! - lige nu
regner det ikke så slemt, det kan være det holder helt op! -
træls med den vind, men fra Elling kommer den mere ind fra
siden!
Hov hvad er nu det? Er der ikke en der er stoppet der
forude??? - nej det er nok en tilskuer! Det ser godt nok
underligt ud, bare nu ikke det er en der har fået det
dårligt og skal have hjælp!"
Lige efter 17 km.-skiltet fik jeg øje på en person i
vejsiden. Jeg havde ikke lagt mærke til noget udsædvanligt
før jeg var ret tæt på.
Det var en der sad sammenkrøben som om han havde smerter, så
måske var det på grund af den ringe højde og den mørke
baggrund, at personen ikke havde fanget min interesse, eller
var det et dyr… en HUND??? - Nej det var Per Anderson, men
til gengæld havde han det rigtig skidt, sveden i ansigtet
kunne skyldes hans anstrengelser, men det var ikke rart at
se hvor bleg han var. Da han fik øje på mig, sagde han, at
han bare havde ondt i brystet, men det skulle jeg ikke tage
mig af, for det havde han haft før,
så han mente, at jeg bare skulle løbe videre.
Der var ikke en mutters sjæl i nærheden, så jeg blev hos den
døende. Kai havde fortalt mig at hvis jeg engang kom ud for
en der var faldet om med hjertestop, så skulle jeg hamre en
knytnæve et par gange hårdt ned i brystet på vedkommende og
håbe det bedste.
Da Per kom på benene, løsnede jeg de knyttede næver en
anelse, og vi begyndte at gå ganske langsomt ind ad Tuenvej
mod Øster Holmen.
Per mente, at når bare han kom i gang igen, så ville smerten
nok forsvinde. Lidt efter gik det derudad med næsten 15 km.
i timen. Tre - fire kilometer før Øster Holmen var der
spændt et banner ud over vejen for at markere starten på
halvmarathonløbet, og dannebrogsflagene vajede lystigt i
viden og fortalte os, at halvdelen af vores løb var
overstået, forude lå resten og ventede sammen med 95% af
vores pinsler. (Det gjaldt ikke Per). Kl. 14:45 havde
borgmester Villy Christensen sendt halvmarathonløberne
afsted herfra, med ordene "Nu lokker atter de lange veje"! -
Det må så stå for hans regning, og på det tidspunkt vidste
vi det heldigvis ikke.
Der var gået sådan cirka halvandet minut med at få Per i
gang igen, så tidsskemaet var blevet forrykket lidt, men
ikke afgørende, nu gik det til gengæld rigtig godt, vi havde
fundet en god rytme, løb på 4 minutter pr. km. og
småsnakkede lidt om vind og vejr og Erik og Christian.
Inde ved Elling fik vi selskab af en løber, der godt kunne
have løbet noget hurtigere,
men på grund af vejret havde valgt at falde tilbage og
følges med sådan nogen som os, der ikke løb særligt stærkt,
- som han udtrykte det.
Hvis vi havde småsnakket, så storsnakkede han, og vi havde
en fornemmelse af, at gruppen foran havde bedt ham om at
holde kæft eller forsvinde. I Elling var der ikke mange
tilskuere, dem der var sad indenfor i tørvejr, og så hjælper
tilråbene ikke så meget.
Ude på cykelstien på Skagensvej fik Per igen ondt i brystet,
og måtte sætte farten ned, hvilket desværre ikke fik den
storskrydende løber til at forlade os i et tempo, der efter
eget udsagn ville have passet ham fint. Nej han blev, og da
Per havde fået gang i bentøjet igen, havde han ovenikøbet
den frækhed at træde skoen af Per, som åbenbart havde fået
nok, og skældte ud.
"Bare han nu ikke får ondt i brystet igen tænkte jeg"!
Ved 30 km. var Per ligesom ved at tabe pusten, og jeg følte
mig rigtig godt løbende, da han sagde "god tur" og hans
fodslag forstummede agterude. Hvad tid jeg passerede 30 km.
på, husker jeg ikke, men det gik bare rigtig godt det hele,
og de tre timer var inden for rækkevidde, ovenikøbet havde
vi overhalet ret mange løbere på vej ind fra Elling, løbere
der så ud til at have 99% af deres pinsler foran sig.
Man kan også dele et marathonløb op i to etaper: de første
30 kilometer, og de sidste 12 km., - de er ca. lige lange,
men den sidste strækning gør mest ondt.
Sådan var det ikke i mit tilfælde, og det skulle blive bedre
endnu, - meget bedre!
Dengang kom vi forbi campingpladsen, og løb ud til Kæret
inden vi løb ad Apholmen, Sindallundvej, Kragholmen,
Skippergade, Nytorv, Nørregade, Hjørringvej, Finlandsvej og
Rimmens Allé inden vi kom ind på det store Frederikshavn
Stadion til paradeomgangen inden mål.
Da campingpladsen var passeret dukkede Christian pludseligt
op, pludseligt fordi hans tempo var så meget langsommere end
mit, og pludseligt fordi jeg netop havde løbet og tænkt på
hvor langt han var kommet, eller måske havde jeg snakket med
min sidemand om det!
Nå jeg har vist glemt at fortælle, at Erik Strøm var hentet,
måske var han besværet af
al det toiletpapir han løb rundt med i hånden. På hans
beretning kunne jeg forstå, at han havde brugt det meste, af
det han havde fået udleveret allerede.
Lige før vi hentede Christian var der et kæmpe vandhul i den
ene side af vejen, et vandhul som vi selvfølgelig styrede
udenom, altså lige bortset fra Christian, som ikke længere
havde kræfter eller vilje til at ændre kurs, men mon han i
det hele taget bemærkede da han løb i vand til midt på
anklerne.
Snart blev Erik sat af, og det gik for fuld damp hjemad på
de sidste fem kilometer.
Henne i det næste sving stod Elsebeth vejviser, og der var
lige tid til at veksle et par ord med hende, inden det gik
ind mod krudttårnet og op ad Skippergade.
Inde i byen blev det så underligt trykkende og varmt, og det
gik op for mig, at nu var der medvind, sikke en lykke, de
sidste tre kilometer i medvind, hvem kunne forlange mere. -
Så kom muren!
Det troede jeg i hvert fald! - Folk der er kendt i
Frederikshavn, ved at Nørregade stiger op mod Hjørringvej,
men det tænkte jeg ikke på, men muren havde jeg hørt om, og
så lige her op ad Plejehjemmet!!!! - "Så skal du alligevel
gå op ad Hjørringvej"!
Så slemt gik det nu ikke, jeg bed tænderne sammen, da jeg
kunne se Per begynde at nærme sig bagfra - rigtige mænd
hænger ikke på træerne, og slet ikke når der er DANA
MARATHON. - Lige før Florvej var der blodsmag, og så stod
Jørgen Topholt der:
"Det ser godt ud Ole, - det er rigtig flot, - der er ikke
ret mange før dig, kom nu de sidste par kilometer"
De sidste par kilometer! Så var det nu rykket skulle komme,
og Jørgens support var lige det der satte mig over muren.
På vej op ad Hjørringvej var der mange tilråb fra bekendte,
og det gjorde skide ondt på forsiden af lårene, og de var
stive, som om jeg havde drukket våd cement, men hvad
gør det når målet er inden for rækkevidde, så de sidste par
kilometer blev løbet på under 8 minutter, og havde jeg mødt
et stort vandhul på det tidspunkt, så havde jeg simpelthen
gået på det. - Ind på stadion i den østre ende -, op langs
Rimmens Allé, rundt i svinget, og nu blev der sagt i
højttalerne, at næste løber i mål er Ole Bang Hansen, som i
dag har forbedret sin marathontid med over en time.
Efter at have passeret målet som nummer 26 i 2:55:58 fik jeg
en snak med Ole Back, som også havde overgået sig selv med
tiden 2:52:23 som nummer 21.
Jørgen Larsen var for længst gået til omklædning efter en
imponerende niendeplads i tiden 2:46:58, det var sådan set
godt det samme, for der var ligesom ikke nogen, der havde
brug for gode råd om grisekød og overvægt.
Så kom Per i flot stil i tiden 2:57:25 og straks efter kom
Erik i knap så flot stil, men som den femte af klubbens
medlemmer under tre timer i tiden 2:57:59, han havde altså
måtte lade Per slippe forbi, men hvor var Christian? - Jo
der kommer han, mere død end levende fik han sig slæbt i mål
i tiden 3:04:01. - Tage gjorde det på 3:09:45, så det var en
god dag for klubben:
En mand blandt de ti første, fem mand under 3 timer, og syv
mand der alle satte personlige rekorder, ret godt i et
internationalt løb, der blev vundet af en svensker i tiden
2:21:43, og så i det vejr, - vi havde alle de undskyldninger
vi kunne ønske os,
og så havde vi ikke noget at bruge dem til.
Til trods for forskellig træningsmængde, vidt forskellige
forudsætninger, sukkerkure og hvad ved jeg samt regnvejr og
modvind, så endte det med nogle resultater tæt på hinanden,
- bortset fra ham den frelste jeg har nævnt. Det må da kunne
give stof til eftertanke, det er jo ikke nogen videnskab, så
de subjektive værdier såsom forventninger for eksempel må
spille en enorm rolle. Forventninger der skabes af
gruppepresset, som til gengæld ikke tillader, at man på eget
initiativ bliver bedre end gruppen forventer det.
Glæden ved at løbe er den bedst motiverende faktor i hele
dette spil, tror jeg!
- Set i bakspejlet var det et herligt løb, og jeg husker
det, som om jeg havde skrevet historien i går. Jeg husker
også, at på vej hjem fra stadion fik jeg lyst til en
grill-kylling! - Føj for den lede!!!
Men hvorfor DANA MARATHON ikke kunne overleve er svært at
forklare, så lad os glæde os over, at det trods alt er
overstået, det var alligevel en hård tur, som man nok kunne
have sit døje med i dag. - Det var et flot projekt, som
mange stadig kan huske, og som FAK 66 - som det hed dengang,
da trøjerne var orangefarvede og shortsene var grønne - nok
kunne være stolte af.
Senere kom pigerne til, og fik nogle gode løb rundt om
landet, hvis de ikke tog til Berlin og Hamburg eller måske
Stockholm, men det kan de jo selv fortælle om en anden gang.
God tur! - og god sommer næste år!
Ole Bang |