Formandens
beretning om en dejlig søndag
Søndag den 13 april var
det blevet tid til 1900 stafetten i Århus.
Vi havde meldt et hold til i herreklassen - godt det
ikke blev til flere hold, da det var vanskeligt nok at
samle 10 mænd/kvinder, vi var nødt til at bede AMOK om
hjælp, de stillede med 2 mand, og sidste mand fandt vi i
atletcentret, nemlig en bryder der hedder Ole.
Vi lejede bussen fra SFO Bangsbostrand og aftalte at vi
skulle køre klokken 06.00 søndag morgen fra
Atletcentret, mens vi FAKér mødte friske op, var der
ikke skyggen af Ole (bryder). Vi kørte klokken 06.15 med
Ole P. ved rattet og så bare af sted mod Århus, hvor vi
endda havde tid til at se på havneområdet, inden vi
nåede Hørhaven.
Mark skyndte sig ind så han kunne varme op, og Kirsten
løb efter numre, vi andre hev al bagage, telt og
madkurve op til mål området, hvor vi startede med at
sætte telt op på skrænten, og fik det selvfølgelig
placeret således, at der ved indgangen var en dejlig
hunde høm-høm, som Steen dog elegant fik bortført.
Vi gik så ned til mål området for at se starten, hvor vi
havde Mark som første løber, og præcis kl. 9.00 skød
Gitte Karlshøj løbet i gang og der var 280 hold på
startlisten.
Efter en halv times tid var vi igen i mål området for at
se Mark nærme sig målet og vups var han der som 7. løber
i tiden 37.28 - det skal lige nævnes, at de første 6
løbere var kronragede, så måske var det derfor at Mark
kun var nr. 7 ?.
Næste løber der blev sendt af sted var Christian fra
AMOK, også han gjorde det godt i tiden 42.11, så var det
Steen´s tur, efter Steen´s eget udsagn var bakkerne vist
nok blevet lidt større end kurvekortet havde antydet og
Steen løb i tiden 47.17 og vi var nu nr. 23 - og så var
det ellers blevet min tur til at føre holdet endnu
længere ned af tabellerne, og jeg kunne konstatere at
bakkerne var der endnu og tiden blev 47.24 og en
placering som nr. 31, jeg skiftede til Ole P. som
bestemt ikke just luntede rundt på bakkerne, nej han
hentede næsten de pladser jeg satte til, og Ole
passerede også mål området som om han lige var startet
og tiden var så fin som 42.57 og vi var nu blevet nr.
24.
Næste løber var Kirsten og bakkerne var ikke noget hun
tænkte på, hun løb bare og fik den gode tid 43.57 og vi
var nu rykket lidt ned som nr. 25. Kirsten skiftede til
Jørgen (bager) som så ud til at have ild bagi, og da
Jørgen kom ind i mål området var der knald på drengen og
hans tid blev da også 44.35 og vi var nu nr. 21, da
Jørgen var i mål, fortalte han, at han ikke havde kunnet
finde de bakker vi havde talt så meget om ( men det var
jo nok fordi de var slidt ned af os der havde løbet før
Jørgen).
Så måtte Lene ud på ruten og selv om hun var halvskadet
løb hun på den gode tid 44.57 og vi var nu rykket en
enkelt plads ned, Lene skiftede til Jørgen som også var
fra AMOK, og da Jørgen kom til mål området var der
stadig fart på op af bakkerne og tiden blev 53.09 og vi
dumpede nogle pladser tilbage - så skulle sidste mand af
sted og efter at vi var 3 der havde tilbudt at løbe 2
gange, blev det Mark der løb sidste tur, og der var da
heller ikke nogen der kunne se at han allerede havde
løbet en tur, for ved mål området var der stadig fart
over feltet og Marks andet løb blev løbet på tiden 38.03
og vi endte på en 25 plads - det må siges at være
godkendt.
Det blev en rigtig god dag, også selv om solen, som
havde lovet at være der, ikke var til stede før midt på
eftermiddagen. Det var tid til at pakke telt og andet
udstyr i bussen, og igen kørte Ole P. os sikkert hjem,
det var en lang dag, men det er lige som om at vi kommer
hinanden lidt mere ved, når vi kører sammen.
PS. Har ikke set Ole (bryder) til træning i atletcentret
efter løbet, det var jo ikke meningen at han skulle have
dårlig samvittighed over at han ikke mødte op.
Hilsen
Formanden